Foto: Pixabay

Foto: Pixabay

Plejehjem får påbud: Problemfyldt medicinhåndtering og mangelfuld journalføring

Et planlagt tilsyn viste sig fatalt for Søhusparken Plejeboliger i Ebeltoft, der nu har fået flere påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed

Af
Katharina Andersen

Ebeltoft Forkert håndtering af medicin til flere borgere, mangelfulde journaler og manglende samtykke fra patienter. Det er blot nogle af de punkter, Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt Søhusparken Plejeboliger om at få bragt i orden.

Et planlagt tilsyn viste flere skeletter i skabet hos Søhusparken, der de senere år har haft en turbulent tid med udlicitering til ekstern virksomhed - og nu en afgået leder efter en alvorlig tilsynsrapport.

"Styrelsen har lagt vægt på, at fejl og mangler i medicinhåndteringen generelt rummer en alvorligere fare for patientsikkerheden, herunder risiko for fejlmedicinering eller mangelfuld medicinering. Styrelsen har endvidere lagt vægt på, at der var et tilfælde, hvor patienten ikke havde fået den korrekte dosis medicin, og at de løse tabletter, styrelsen fandt i medicinbeholdningen, var potente præparater," lyder det blandt andet i rapporten.

Den største tillid

Der er dog ikke mange forklaringer at hente hos de ansvarlige politikere, for siden rapporten blev offentliggjort i oktober, har et nyt tilsyn været ført, og den rapport afventer man fra politisk side, førend man ønsker at kommentere på den konkrete sag.

"Vi har rettet op på fejlene, og der har været et nyt tilsyn i november. Det forventer vi ser helt anderledes ud. Samtidig har vi indgået en fratrædelsesaftale med den forhenværende leder," lyder det fra direktør i Syddjurs Kommune Jørgen Andersen.

Også udvalgsformanden er af få ord, da Lokalavisen forsøger at få en kommentar til påbuddene.

Skal man frygte, at samme forhold gør sig gældende andre steder i kommunen?

"Jeg har den allerstørste tillid til, at man har handlet hurtigt efter de her påbud, og jeg er overbevist om, at det her er et enkeltstående tilfælde. Jeg har dog ikke mere at sige, førend den nye rapport bliver offentliggjort," lyder det fra Jan Fischer (S) Udvalgsformand for Sundhed - Ældre & Socialområdet.

Kommunens ansvar

Søhusparken blev i fire år fra 2012 til 2016 drevet af et privat firma, Forenede Care, og den tidligere leder fulgte med, da Søhusparken atter blev kommunedrevent. Det var en turbulent tid med kritiske embedslægerapporter, og derfor kommer det heller ikke bag på Byrådsmedlem Christian Haubuf, at der nu er øget fokus på plejehjemmet.

"Jeg er glad for, at der nu er fokus på problemet, og at der er en anden form for tilsyn med stedet nu. Det giver mig som politiker en bedre mavefornemmelse omkring vores ældre borgere, og det fortæller mig, at opsynet fungerer nu," lyder det fra Christian Haubuf, der personligt har forholdt sig kritisk til stedet de senere år, og som i mange år har været gift med tidligere byrådsmedlem og udvalgsformand Ninna Thomsen.

Men på trods af en yderst turbulent fortid for Søhusparken, og nu altså en ny alvorlig tilsynsrapport, har Borgmester Ole Bollesen (S) ikke meget at tilføje til sagen. Han afventer den nye rapport, men melder dog klart ud, at ansvaret i sidste ende er hans:

"Det er klart kommunens ansvar, og det her er ikke godt nok. Der vil altid være punkter i en rapport, som kan gøres bedre, men denne her rapport er alvorlig, og hvis ikke det nye tilsyn viser klare forbedringer, så skal der gøres noget andet," lyder det fra borgmesteren.

Syddjurs Kommune leder netop nu efter en ny leder til Søhusparken.

Publiceret 28 November 2019 13:27