Mindeord: "Kære Jens - hils nu de andre gæve medlemmer af klubben"

Nekrolog over afdøde dyrlæge Jens Gelså fra hans lærer i fransk litteratur

Af
Per Lund-Rasmussen

lektor emeritus

nekrolog Så gik endnu et skattet medlem af Skanderborgs berømte franskhold i litteratur og sprog heden.

Dyrlæge Jens Gelså er ikke længere iblandt os, men får forhåbentlig en varm modtagelse, dér, hvor han nu end måtte befinde sig, af alle de øvrige medlemmer af klubben, som dukkede op lidt før, det behagede ham at indfinde sig.

Man må håbe, at de ikke selv har ædt og drukket de sidste franske specialiteter, så også Jens kan bydes velkommen med et par østers, lidt tournedos à la Rossini samt en god, moden camembert til en bredfyldt pokal med Chassagne-Montrachet og en anden med en herlig Volnay inden kaffen med lidt raffineret sødt samt en velplejet cognac til den slebne konversation.

Jens var med på holdet fra den spæde begyndelse i 1988 og til den sørgelige ende i 2004, og hver eneste seance bar præg af hans lune naturel, (men ikke altid lige gode forberedelse!)

Kære Jens, det var en fornøjelse at lære dig at kende og hils nu de andre gæve medlemmer af klubben

Jens havde den eminente evne, som mange måtte misunde ham, at han altid formåede at sige noget på et forståeligt fransk, når han fik stillet et spørgsmål, og i de nødvendige pauser, hvor der blev drukket et lille glas vin og undertiden blev fortæret en liden ostekiks, som Liss havde bagt, tog Jens med liv og sjæl del i debatten om de mest forskelligartede emner, som ikke nødvendigvis havde noget med fransk at gøre.

Jens var en stor operafan og rejste ofte til udlandet for at høre bestemte operaer, som han var godt inde i, og som beredte ham meget glæde. Ofte hørte vi om hans dejlige hus i Sydfrankrig og hans mange rejser dertil, og om at han blev bedre og bedre til at tale med de indfødte på deres eget sprog.

Franskholdet havde to årlige middage, hvor værtskabet gik på skift, og når det var Jens’ tur, var det endog særdeles tydeligt at se, hvor meget han havde glædet sig til at være vært: Han bød gerne på en velkomstdrink og blev helt henført, jo mere af den ædle drue, der blev skænket i glassene og siden mødte sin skæbne i de gastriske regioner.

Men alt dette er nu ovre - i hvert fald hér i Skanderborg - så man kan håbe, at dén velkomst, du muligvis får, mindst vil svare til dét, du kendte, da dit kød stadig var fuld af liv, glæde og nysgerrighed.

Kære Jens, det var en fornøjelse at lære dig at kende og hils nu de andre gæve medlemmer af klubben, om det skulle være muligt, så skal jeg til gengæld prøve at minde de endnu levende om Montaignes glimrende råd fra 1500-tallet vedrørende liv og død:

"Vi forstyrrer livet ved at bekymre os om døden, og døden ved at bekymre os om livet. Den ene størrelse får os til at føle et savn, den anden skræmmer os. Det er ikke på døden, at vi forbereder os, det er en alt for kortfattet sag: Et kvarters passiv lidelse uden konsekvenser, uden skade, fortjener ikke særlige forskrifter. For at sige sandheden, så forbereder vi os på forberedelserne til døden." (Montaigne, Essais, Bog III, Kap. XII).

Cordialement

Per

Publiceret 04 December 2019 13:00