Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Falck idømmes rekord-bøde

Falck har i dag i Københavns Byret fået en bøde på 30 mio. kroner for groft uagtsomt at have misbrugt sin dominerende stilling på det danske marked for ambulancetjenester i perioden fra august 2014 til oktober 2015.

Fredag blev en dyr dag for Falck. Selskabet har, efter en dom i Københavns Byret, modtaget en bøde på 30 millioner kroner for at have misbrugt sin dominerende stilling på det danske marked for ambulancetjenester. Det er den hidtil største bøde, der er udstedt i Danmark for overtrædelse af konkurrenceloven, oplyser Anklagemyndigheden.

Falck tilsidesatte god skik ved at arbejde efter en strategi, der havde til hensigt at skade konkurrenten Bios´ image, efter Bios overtog ambulancedriften i Region Syddanmark i efteråret 2015.

Falck blev tidligere i år anmeldt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) af Konkurrencerådet. Anmeldelsen kom i forlængelse af, at Konkurrencerådet fandt, at Falck havde misbrugt sin dominerende stilling på det danske marked for ambulancetjenester og dermed brudt konkurrencelovgivningen.

"Det er dybt skadeligt, når en virksomhed misbruger sin dominerende position på et marked. Derfor er vi hos SØIK tilfredse med, at straffesagen mod Falck i dag er blevet afsluttet i Københavns Byret med en bøde på 30 mio. kroner. Det er den hidtil største bøde for overtrædelse af konkurrenceloven i Danmark, og det understreger, at der har været tale om en meget alvorlig sag," siger specialanklager fra SØIK, Niels Dengsø Kjærsgaard.

Ved fastsættelse af bødestørrelsen på den 30 millioner kroner er der lagt vægt på, at Falcks adfærd betragtes som "en meget alvorlig overtrædelse” af konkurrenceloven. Samtidig er der lagt vægt på, at Falck har samarbejdet med SØIK efter politianmeldelsen, og at Falck har betalt erstatningsbeløb til parterne Region Syddanmark og Bios på omkring 152 millioner kroner, oplyser Anklagemyndigheden.

jn

Publiceret 13 December 2019 11:19