22-årige My Laub er forfatter til bogen 'Lad mig være, forskruet', der netop er udkommet på Gads Forlag. Foto: Signe Haahr Pedersen

22-årige My Laub er forfatter til bogen 'Lad mig være, forskruet', der netop er udkommet på Gads Forlag. Foto: Signe Haahr Pedersen

Hun ville have 12 i sindssyge: My sprang ud af bil på motorvejen

Selvskade blev en livsfarlig konkurrence for 22-årige My Laub, der er opvokset i Hellerup. I en ny bog fortæller hun sin historie

Af
Signe Haahr Pedersen

Frederikssundmotorvejen, 28. april 2016. Det brænder. Over hende summer bilen. Et sted derude skriger hendes mor. Der er noget helt, helt galt. Hun kan se det på ansigterne ude i lyset. Hun kan høre, at de siger det til hinanden.

My kigger nedad af sig selv uden at flytte på hovedet. Alt i kroppen føles malplaceret. Der er ild i det ene lår. Det var ikke sådan, hun havde forestillet sig, det ville ende: Bare at ligge her og brænde.

Østerbro, november 2019. Ved første øjekast er der noget virkelig yndigt over bogens forside. Et lyserødt akvarelagtigt mønster lægger baggrund til to små sort-hvide nærbilleder af et ungt kvindeansigt og titlen, som står snørklet i guld.

Du opdager dog hurtigt, at du kigger på et røntgenfotografi af et bækken - knogler, væv og metalstave, der holder det hele sammen. Og så læser du ordene.

’Lad mig være, forskruet’ har 22-årige My Laub valgt at kalde sin fortælling om tiden, der ledte op til den forårsdag i 2016, hvor hun klikkede sikkerhedsselen op og sprang ud af sin mors bil midt på motorvejen på vej fra Ballerup til Hellerup. En handling, hun havde planlagt i hovedet som sit “Grand Exit” fra verden.

“Det er helt vildt underligt,” siger My om at have den færdige bog i hænderne.

“I mit hoved er det bare et worddokument. Det er bare en lang aflevering, den længste stil.”

Hun smiler stort. Ulykken er ikke umiddelbart til at spore her tre år efter. My slap mirakuløst fra sit spring og den efterfølgende påkørsel med livet og førligheden i behold. Nu bor hun alene i en højloftet Østerbro-lejlighed med brede vindueskarme og indrammede kunstplakater på væggene.

“Jeg har et meget almindeligt liv nu. Ligesom alle andre på min alder går det op og ned, men der sker ikke noget, som er forfærdeligt meget udover det sædvanlige. Jeg tænker ikke så meget over det længere - over de ting, der skete. Måske fordi, jeg har skrevet det ned og parkeret det.”

De andre er dumme

My kan ikke sætte en finger på, hvordan eller hvorfor det hele begynder. Som barn føler hun sig tit anderledes end de andre. Hun lever i sin egen verden, i sit eget hoved.

“Det er helt kliché,” siger hun.

Børnene omkring hende giver dog aldrig udtryk for, at de synes, hun er mærkelig. Klassen på Hellerup Skole er sammentømret, og My har mange gode venner.

I mellemskolen sender hendes forældre hende til psykolog, fordi hun begynder at tisse i bukserne. Det sker for eksempel, når de har en prøve i skolen. Problemet stopper igen, men i 7.-8. klasse overtager et andet.

My synes pludselig, at alle de andre i klassen er megairriterende. Hun magter dem ikke. Hun magter heller ikke sig selv. I frikvartererne låser hun sig inde på toilettet og bliver her, til det ringer ind til time.

Nogle gange sender lærerne hende ned til skolepsykologen. Men der er intet, der letter indeni, når de snakker. Dagen efter står hun der igen. Ligeså ked af det. Hun ved ikke, hvad det er. Kun at det bliver værre. Forældrenes andet forsøg på et forløb hos en privat psykolog gør heller ingen forskel.

Hun pjækker for meget, og skolen mener, det er bedst, hun bliver hjemme en periode.

En syg konkurrence

Den sidste halvdel af 8. klasse ser klassekammeraterne meget lidt til My. En enkelt gang kører hendes mor hende på børnepsykiatrisk skadestue. De sendes hjem igen med nogle piller. Efter sommerferien skifter My til en privatskole. Der skal startes på en frisk.

“Jeg troede, jeg flygtede til en kreativ skole, hvor de gik mere op i billedkunst og musik. Det gjorde jeg så ikke. Det blev bare endnu sværere, og de hersens piger dyrkede det meget - det her med, at de allesammen havde det svært.”

I klasseværelset kæmper pigerne om 12-tallerne. På internettet stræber de efter ødelæggelse. My finder de andres profiler på det sociale medie Tumblr. Her fylder kun spiseforstyrrelser og tanker om at dø.

Det bliver i 9. klasse, at My for første gang forsøger sig med en overdosis. En sen aften sluger hun en håndfuld piller og skærer nogle rifter i sit håndled med nogle sløve barberblade. Næste morgen vågner hun med skuffelse i kroppen.

Hvor er dine ar?

Efter en tur på efterskole i 10. klasse sætter My sin fod på Aurehøj Gymnasium med ét mål: Hun vil være populær.

Pladsen i festudvalget er hurtigt hjemme, og hun deltager i alt, der foregår socialt på skolen og i fritiden. Planen virker. Folk flokkes om hende. Men i timerne kan hun ikke holde sig vågen og sakker hastigt bagud.

”På Aurehøj vidste jeg, at det kun var et spørgsmål om tid. Jeg var udmærket klar over, at jeg aldrig ville få min studenterhue,” skriver My i bogen.

Sommeren kommer, og alting ramler. På Roskilde Festival tager My en overdosis og havner på hospitalet. Inden skolen starter igen, er hun blevet indlagt på børnepsykiatrisk afdeling i Glostrup.

En ny angst melder sig hos My. Nu, hvor hun er inde, vil hun ikke ud igen.

”Man mærker presset i forhold til at blive taget seriøst både blandt de voksne, men også lige så meget - hvis ikke mere - blandt medpatienterne. Jeg følte ikke, at jeg hørte til eller var min sengeplads værdig, fordi jeg kunne se, at de andre havde det værre end mig. Jeg kunne også tænke, at de tænkte, at jeg ikke burde være her: Du har det da ikke så slemt, du er ikke syg nok, du er ikke ligesom os. Måden folk kiggede på hinanden på. Det var med elevatorblik: Hvor er dine ar henne.”

Så My nærstuderer de andre og tager ved lære. Hun skærer flere og dybere striber i sin hud. Hun skriger og banker hovedet ind i væggen, så personalet kommer farende nedad gangen.

”Jeg har aldrig været så eksplicit. Det har man ikke lov til at gøre derhjemme - man kan ikke ligge på sit teenageværelse og skrige og banke, som man har lyst til. Man bliver nødt til at beherske det, men det behøver man jo ikke derinde. Så den kopierede jeg ligesom også bare: Hvis det er sådan, man reagerer herinde, når man har det svært, så reagerer jeg sådan.”

My vil have 12 i sindssyge. Tanken om at vende tilbage til gymnasiet virker komplet umulig. Hun siger nej, når vennerne spørger, om de må komme forbi på besøg, hun distancerer sig fra sine forældre. Nu går hun all in. Hun vil være den sygeste af dem alle.

”Selvskade er en afhængighed. Man bliver ved med at tænke: Vildere og vildere, jeg vil ha mer’! Og ikke kun med selvskade. Jeg tænkte det på alle måder: Medicin - bare sæt den op, fyr den af. Jo heftigere præparater, jo bedre. Bare giv den fuld blæs. Jo mere, de sagde: ”My, du har det rigtig dårligt”. Jo dårligere ville jeg gerne have det: “Bare fodr mig.” Jeg tror, jeg tænkte: Nå, men så kan det her være dét, jeg kan.”

Pigerne på Priv

Livet på afdelingen bliver ét stort spil. My føler, hun kan sno personalet om sin lillefinger. Hun taler lægerne efter munden. Siger ja, når de spørger, om hun hører stemmer. Siger ja, når de spørger, om hun har lyst til at dø. Hun siger ikke, at hun egentlig ikke aner, hvordan hun har det. At hun bare er tom indeni.

”Det er ensomt. Meget. Og alle de ting, jeg gjorde, har aldrig været uden samvittighed. Jeg blev jo helt vildt ked af det i længden. Det var den største bold i min mave. Jeg havde det så dårligt overfor mine forældre, overfor alle de mennesker, der prøvede at hjælpe mig.”

Men konkurrencen er i gang, og My kan ikke stoppe. Hun finder ligesindede på et hemmeligt netværk på Instagram, hvor primært piger deler opslag om selvskade på private lukkede profiler.

Der er selfies fra ambulancer og hospitalssenge. Der er billeder af kødsår og bæltefikseringer, sonder og piller.

Det er på ”Priv”, som de kalder det, hun lærer at skære sig ”rigtigt”. På Priv er du en vinder, når du har det værst. På under en uge får My 200 følgere.

I efteråret 2015 flyttes My fra børnepsykiatrien og over i den voksne version.

Da foråret kommer, har hun været udskrevet og indlagt igen, hun har skåret sig dybere end nogensinde før, forsøgt at kvæle sig selv, overdoset og grædt ud i personalets arme. Den eneste tanke, der fylder, er, hvordan hun kan slippe ud af verden.

Hun læser et opslag på Priv fra en pige, der skriver, at hun er sur på sin mor, fordi hun tvinger hende til at sidde på bagsædet, hvor der er børnelås på.

Springet

Torsdag den 28. april spørger My om lov til at komme hjem til sin mor på besøg. Lægen bevilger hende “udgang med følge”. Hun skal være under opsyn hele tiden og skal komme tilbage i aften. Mys mor henter hende og fortæller, at hendes storesøster står klar med frokost hjemme i Hellerup.

“Laura glæder sig sådan til, at du kommer hjem,” siger hun.

Mys hænder ryster, da de når motorvejen. Hun kigger i sidespejlet og på speedometeret.

“Mor, min taske gnaver, når selestroppen klemmer ind over. Jeg klikker den altså lige op, så jeg kan tage tasken af,” siger hun.

Bildøren er tung at skubbe op. Vinden vælter ind.

“Nej, My!” skriger hendes mor og griber ud efter datterens jakkekrave, men hun kan ikke holde hende fast.

Det bliver ikke værre

My siger i dag, at hun ikke havde overvejet en mellemting.

“Enten dør jeg, eller også brækker jeg armen,” lød hendes indre logik, da hun sprang.

Hun havde ikke tænkt tanken, at hun ville kunne ende med en komplet smadret krop - at hun kunne risikere at skulle tilbringe resten af sit liv i en kørestol. I bogen skriver My, at ulykken både er det værste og det bedste, der er sket i hendes liv.

“Jeg kan ikke anbefale at gøre noget fysisk, så du ikke skal døje med det psykiske. Men det tvang mig jo til at parkere psykisk sygdom fuldstændig. Du har ikke tid til at være psykisk syg, når du ikke kan gå. Så kommer der lige pludselig andre boller på suppen. Jeg kan tænke, at jeg kunne have fortsat hele det dér spil, jeg havde gang i, i lang lang tid,” siger hun og fortsætter:

“Jeg fortryder den måde, det har såret min familie og venner og en masse andre mennesker på. Men jeg kan ikke forestille mig at have været foruden. Det er en følelse af, at det er fucking befriende, at jeg er 22 år, og jeg ved: Det bliver ikke værre, end det har været. Det føles ikke som en uovervindelighed. Det er bare vildt fedt at vide, at det værste er overstået.”

Så længe, hun kan gå, skal det nok gå. Sådan har My det nu. Det betyder ikke, at tilværelsen er nem. Lige nu er hun i behandling for en spiseforstyrrelse og er ved at blive udredt igen. Hverdagen herude i “almindeligheden” kan føles forfærdelig kedelig. Når rastløsheden rammer, går hun lange ture rundt i København med indebrændt rap i ørerne - eller hun beslutter sig for at stå op midt om natten for at farve hår.

Samtidig er det de helt små ting, der gør hende boblende glad:

“Det gør mig lykkelig at have en hverdag, hvor jeg ligesom alle andre unge har aftaler, og at jeg laver ting, der er almindelige. Så går vi en tur på Kastellet. Så går vi ind på Lagkagehuset og køber en kop kaffe. Det er sådan nogle ting, der kan gøre mig glad. For så bliver jeg sådan helt: Gud, hvor er det sjovt at være 22 og være en pige. Livet er dejligt.”

Vi kan ikke forlade det

Fremtiden har hun ikke lagt fast endnu. Hun vil gerne studere, men ved ikke hvad. Lige nu går tiden med den nye bog. Hun håber, den kan hjælpe med at nuancere opfattelsen af selvskade. Og så vil hun gerne gøre sit til, at hemmelige netværk som Priv lukkes ned.

Kort efter Mys ulykke, læste hun et opslag derinde. En pige skrev, at hun på en køretur med sit bosted havde forsøgt at hoppe ud, men at hendes pædagog havde nået at få fat i hende og lukke døren. Sådan er det på Priv. Ødelæggelsen er en konkurrence. De, der dør, glorificeres. Det skal stoppe, mener My.

“Vi er helt klart nogen, som virkelig har betalt en pris for at være der. Jeg tænker, at der er mange af tøserne derinde, der aldrig var havnet så langt ude, hvis ikke det havde været for Priv. Uden Priv havde de ikke fået ideerne eller drivkraften eller opmærksomheden.”

Men kan det ikke være positivt at have et forum, hvor man kan skrive åbenhjertigt om psykisk sygdom og spejle sig i andre, der kæmper med det samme som en selv? Jo, siger My.

“Alting er formuleret med kærlighed: “Jeg er bekymret for dig, håber, du er okay, hold ud”. Problemet er bare, at det ikke er de positive opslag, der får flest kommentarer. Det er alle dem, der lider mest, der får mest opmærksomhed, og på den måde kommer man til at bakke hinanden op, og på den måde gør folk nogle dumme ting næsten bare for at kunne skrive det derinde. At have et forum uden hemmeligheder og facader betyder ikke, at alt er okay. I min optik er det ikke okay at poste billeder af kødsår og blod og galger.”

Selv om My er stærkt imod Priv, har hun stadig en profil derinde. Det er svært at forklare hvorfor.

“Ligesom med selvskade, så kan vi ikke forlade det. Vi kan ikke forlade det. Det er så sygt, at selvom folk er raske, er de stadig derinde. Sådan har det været i alle de år, jeg har været der: Folk er kommet og gået. Hver gang nogen forlader gruppen, skriver de et opslag om, at de er kommet frem til, at det her er det mest syge fællesskab i hele verden, og de kan ikke længere tage del i det, for de har fået det for dårligt, og det gavner dem ikke. Så går der to uger eller et halvt år, og så er de tilbage og skriver: Hej piger, jeg har bare savnet jer vildt meget og føler for at dele mit liv igen.”

My Laub har skrevet Lad mig være, forskruet i samarbejde med journalist og forfatter Christina Wex. Første del af bogen består af Mys egen beretning, mens anden del rummer fortællinger fra hendes forældre, søster og veninde samt interview med en psykiater og en psykolog. Bogen er netop udkommet på Gads Forlag.

Digital selvskade

Det har været kendt i flere år, at der findes hemmelige netværk på sociale medier som for eksempel Instagram, hvor især piger og unge kvinder deler opslag om selvskade, spiseforstyrrelser og selvmordstanker.

Instagram har indført forbud mod profiler, der "fremmer" selvskade, men det har ikke sat en stopper for de hemmelige netværk. For at komme problemet til livs, arbejder det sociale medie efter sigende på at udvikle teknologi, der kan opspore forbudt indhold.

I september advarede flere eksperter i en artikel i Berlingske om, at et stigende antal danske piger udøver digital selvskade.

"Det begynder som regel med, at de blot vil opsøge informationer og dele deres svære tanker og følelser. Men der kommer hurtigt nogle rigtig uhensigtsmæssige dynamikker i de her grupper uden administrator, hvor de unge i en misforstået omsorg over for hinanden inspirerer hinanden til for eksempel at skade sig selv på nye måder og til, hvordan det er muligt at begå selvmord," lød det blandt andet fra psykolog i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden Lotte Rubæk.

Sådan kan du søge hjælp

Er du i livskrise eller har selvmordstanker, kan du kontakte Livslinjen. Enten via telefon på 7020 1201 alle årets dage fra kl. 11 til 04 eller via chat mandag og torsdag fra kl. 17 til 21 og lørdag fra kl. 13 til 17.

Børnetelefonen er også en mulighed. Den har telefonnummeret 11 61 11 og en chat på hjemmesiden bornetelefonen.dk

Derudover er der LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Her kan man ringe på 7010 1818 eller chatte på hjemmesiden lmsos.dk. Chatten er åben mandag fra kl. 9-19 og tirsdag, onsdag og torsdag fra kl. 16 - 19.

Publiceret 14 December 2019 15:26