Arkivfoto:

Arkivfoto: Bax Lindhardt/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Føj for pokker:

Kommunens julehjælp består af for gammelt mad

Borgere i den lille vestjyske by Bork er noget utilfredse med den kurv, de har fået som julehjælp

Julen skal være en hyggelig tid med god mad sammen med familie og venner. Derfor glædede Lone Russell og samboen Sissie Krogh fra vestjyske Bork i Ringkøbing-Skjern Kommune sig da også meget til at modtage årets julekurv. De to har ikke særlig mange penge at gøre godt med, så derfor er de berettigede til julehjælp, som kurven er en del af.

Men da de modtog kurven fik de sig en grim overraskelse. Den bestod nemlig af 22 varer, hvor størstedelen af maden havde overskredet sidste salgsdato. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Kurven bestod blandt andet af en skinkesalat, som havde sidste salgsdato 9. december og er begyndt at skille, en bacon, der havde udløbsdato 10. december og er ved ændre farve til grå. Juleslikket udløb 9. september, og Anton Berg-chokoladen udløb 25. november, skriver mediet.

Faktisk var det kun fire af de 22 varer i kurven, som ikke var for gammel. Deriblandt en rulle toiletpapir.

"Så er du da sikker på at du har noget at tørre dig med, når du skider fordærvet mad ud," lyder det fra Lone Russell til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Julekurven er pakket af velgørenhedsforretningen G Factor, som har et samarbejde med de kommunale sagsbehandlere. Det var en af disse sagsbehandlere, der indstillede Lone Russel til julehjælpen med de for gamle madvarer.

jwh

Publiceret 21 December 2019 11:34