Presseillustration

Presseillustration

Her åbner ny gigantisk Matas-butik

Matas i Bruuns Galleri udvider, så butikken bliver hele 450 kvadratmeter

Der sker lidt af hvert i Bruuns Galleri i Aarhus i øjeblikket.

Matas udvider sin forretning på Plan 1, og Brunns Apotek flytter i større lokaler tæt på banegårdsindgangen.

Det oplyser indkøbscentret i en pressemeddelelse.

"Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes at imødekomme både Matas og Apotekets ønsker om at udvide og dermed give kunderne endnu større udvalg og bedre købsoplevelser end i dag. Både Matas og Apoteket er en fast del af Bruuns Galleri og derfor i vores kunders bevidsthed, som en naturlig del af Bruuns. Af den grund er det meget positivt, at begge ønsker at udvide," fortæller Claus Brændgaard, Center Manager i Bruuns Galleri.

Matas har i dag to butikker i Bruuns Galleri, den klassiske Matas butik og Matas Natur. De to butikker bliver nu slået sammen til én kæmpe butik under Matas’ nye koncept, Matas Life.

"Vi glæder os meget til at vise det aarhusianske publikum, hvordan fremtidens butikker ser ud. Kundeoplevelsen er 100 % i centrum, og det bliver en helt ny følelse at gå på opdagelse i vores nye flagskibsbutik i Bruuns Galleri. Det betyder også, at vi samler alt det grønne fra Matas Natur og alt det bedste fra den klassiske Matas-butik i et nyt og spændende koncept," fortæller Kenn Rasmussen, regionschef i Matas.

Fra den 17. april 2020 vil butikskoncernen slå dørene op for en af landets største Matas-butikker på hele 450 kvadratmeter.

Bruuns Apotek overtager Matas Naturs tidligere butik, så det nu får en ny butik, der er 40 procent større end det hidtidige apotek.

Ifølge apoteker Lene Hurup Kristoffersen, giver det blandt andet mulighed for influenzavaccinationer, rygestopsamtaler, en hudscanner og individuelle samtaler med en farmaceut.

"Vi kommer til at kunne tilbyde flere og nye produkter samt en bedre service på alle områder. Med ekstra plads bliver her blandt andet mulighed for at holde medicin-samtaler med en farmaceut, altså vejlede kunderne i hvordan de skal bruge deres medicin. Vi kommer til at dele apoteket op i to, en sundheds- og velværeafdeling og en klinisk- medicinskafdeling, så det bliver mere overskueligt for vores kunder i fremtiden," forklarer hun.

Det nye apotek åbner mandag d. 16. marts.

dp

Publiceret 23 January 2020 11:16