Færgen Max.

Færgen Max. Pressefoto

Skadedyr har lukket buffeten på populær sejlrute

Færgen 'Max' mellem Aarhus og Sjællands Odde er blevet hjemsøgt af ubudne gæster

Af
Henrik Skytte Nielsen

JP Aarhus

"Kære gæst. På din tur med Max på onsdag, kan vi desværre ikke som vanligt levere buffet. Det skyldes, at der er fundet spor af noget, som muligvis kan være skadedyr på færgen. Derfor har vi i samråd med fødevaremyndighederne besluttet omgående at lukke for tilberedning af fødevarer ombord."

Den besked har passagerer på Molslinjens rute mellem Sjællands Odde og Aarhus modtaget. Og det giver naturligvis anledning til at spørge, hvordan det er gået til?

Molslinjens pr-og kommunikationschef Jesper Maack svarer:

"Det var vores besætning på 'Max', der på vogndækket opdagede nogle bidemærker i noget plastic ved et fadølsanlæg i sidste uge. Onsdag morgen fik vi besøg af skadedyrsbekæmperne, der havde medbragt en skadedyrshund. Den kunne tillige markere et sted ved en opvaskemaskine på passagerdækket, hvor der var spor efter skadedyr. Herefter kontaktede vi fødevaremyndighederne, og i samråd med dem besluttede vi at indstille tilberedningen af mad i vores køkken på færgen."

Ingen chancer

Ifølge kommunikationschefen har Molslinjen aldrig været ude for noget tilsvarende før.

"Vi tager ikke nogen chancer i sådan en situation. Vores indtryk er, at passagererne har forståelse for vores beslutning."

Hvornår kan I igen tilbyde buffet på færgen?

"Det bliver nok først i næste uge. Der er en række procedurer, der skal følges i den situation. Når myndighederne har sagt god for stedet, skal der gå 48 timer, før vi kan bruge køkkenet som normalt."

Fra Molslinjens side gøres der opmærksom på, at passagererne stadig kan købe sandwich og drikkevarer. Det drejer sig om fødevarer, der er tilberedt udefra.

Publiceret 28 January 2020 09:22