Privatfoto: Ralf Andersen

Privatfoto: Ralf Andersen

Kommunal anlægsbrøler får sociale medier i kog:

Hvor i alverden skal man cykle?

En alternativ indretning af en cykelsti i Aalborg har fået en del mennesker til at trække på smilebåndet

Der findes begrebet 'en rigtig Aarhus-historie', som dækker over aarhusianere, der på den ene eller anden måde har dummet sig, men det kunne være, man skulle indføre en aalborgensisk pendant.

I Jyllands næststørste by kan de nemlig også være med. Det beviser en sjov anlægssag, der har gået sin sejrsgang på Facebook og i nogle nordjyske medier.

Aalborg Kommune havde formået at lave nogle ganske alternative 'chikaner' på en nyanlagt cykelsti på Vestre Fjordvej. I et forsøg på at bevare nogle træer, lod man dem stå, så de var placeret midt på cykelstien, og i stedet gjorde man indhug i fortovet for at gøre plads til, at cyklisterne kunne zigzagge sig videre.

Problemet var bare, at indhugget var lavet så skarpt, at cyklisterne kun kunne komme igennem, hvis de bremsede helt ned i fart eller stod af.

Den meget alternative indretning fik selvsagt en hel del aalborgensere til tasterne. Mange syntes, det var hylemorsomt, mens andre rasede over den kommunale inkompetence.

Privatfoto: Ralf Andersen

Privatfoto: Ralf Andersen

Det første billede af den mærkværdige løsning stod aalborgensiske Ralf Andersen, som til dagligt bor i Tyskland, bag. Han delte det 12. februar i Facebook-gruppen "Aalborg i små fotoglimt", hvorefter historien for alvor tog fart.

"Jeg var overrasket over den store respons, der jo hovedsageligt går på, at "de inde ved kommunen er nogle tåber". Jeg tror dog, at det er den slags, der sker i et stort system, hvor der skal tages hensyn til alt muligt og sagerne vandrer mellem mange kontorer og afdelinger," siger han til Lokalavisen.dk

De lokale medier opfangede straks historien og tog kontakt til kommunen for at få en forklaring. Og her lagde man sig fladt ned og erkendte, at der var lavet en brøler.

"Vi har begået en fejl, og det kan vi ligeså godt sige. De er jo ikke indrettet, så man med bare nogenlunde fornuft, kan gebærde sig forbi med cykler," sagde stadsingeniør Svend Erik Pedersen til TV2 Nord, som bedyrede, at træerne i stedet skulle fjernes.

Kort efter kunne mediet migogaalborg.dk dog melde, at træerne havde overlevet, og at man i stedet havde lavet et lidt større indhug i fortovet med bløde kurver, så cyklisterne lettere kunne navigere udenom.

Manden bag 'Aalborg-historien', Ralf Andersen, mener ikke ligefrem, at den oprindelige løsning var smart, men han er faktisk imod den nye.

"Løsningen var naturligvis ikke ideel. Jeg havde dog med mine 70 år og gamle cykel selv ingen problemer med at komme igennem. Egentligt er jeg ikke indforstået med, at de nu har fjernet mere af fortovet. I stedet så jeg hellere p-pladserne fjernet og cykelstien i et hug ført venstre om træerne, der så i ro kunne blive gamle. Bilerne står der jo bare til ingen nytte og er blot i vejen."

dp

Publiceret 16 February 2020 14:38