Privatfoto

Privatfoto

Josephine sexkrænket på nettet: "Jeg følte det nærmest som en slags overgreb"

Af
Jacob Nielsen

Josephine Dahl er gamer og elsker, som en af de få kvinder, underholdningen og det høje tempo ved skydespil som Counter-Strike, men noget har ødelagt hendes glæde over at være online i den mandsdominerede gamerverden. Hun bliver nemlig tit mødt med lumre og sexistiske kommentarer fra sine mandlige medspillere, skriver dr.dk.

Og det er ikke småting, den 33-årige københavner har været udsat for.

"Jeg har været ude for, at mine holdkammerater sagde, at jeg skulle stille mig i et hjørne, fordi de ville vise mig noget. Jeg tænkte, at de måske ville vise mig et fif af en art, da man kan 'booste hinanden' specifikke steder i spillet. Men i stedet omringede de mig og begyndte at lave nogle bevægelser, som havde seksuelle undertoner. Efterfølgende fortalte jeg dem, at det var virkelig dårlig stil, hvortil de bare grinede og sagde, at ”han bare foreslog det, fordi det var længe siden, han havde fået noget. Det var en dybt ubehagelig oplevelse. Jeg følte det nærmest som en slags overgreb og fik det fysisk dårligt efterfølgende," siger Josephine, som også bruger uforholdsmæssigt meget krudt på at besvare spørgsmål om hendes alder, hvorvidt hun er single, og om hun vil være kæreste.

"Hvis jeg ikke svarer dem, kan de blive ret modbydelige og komme med utroligt nedladende kommentarer," fortæller Josephine til Lokalavisen.dk.

Josephine bruger cirka 10 timer om ugen på Countrer-Strike, som hun efterhånden har oparbejdet en vis erfaring i. Spillet har hjulpet hende gennem svære perioder og også givet hende stor glæde, fællesskabsfølelse og sejre på selvtilliden. Hun vil derfor nødigt droppe spillet, og hun håber i stedet, at problemet med sexisme kan bekæmpes, hvis det bliver italesat af kvinder som hende.

For nylig er Josephine blevet medlem af en gruppe, hvor danske mænd og kvinder primært over 30 år kan spille Counter-Strike med hinanden.

"Det har hjulpet rigtig meget at komme med i den gruppe. Dels tror jeg, at den højere alder gør en forskel, og desuden ved folk også, at man højst sandsynligt kommer til at spille sammen igen. Derfor vil de gerne opføre sig ordentligt og bevare et godt makkerskab," siger Josephine, som fortsætter kampen for kvinders plads i gamerverdenen.

Privatfoto

Privatfoto

Publiceret 19 February 2020 13:11