Collage:

Collage: Privatfotos

Heidi er frustreret:

Over 20.000 liter vand fosser ind i haven fra nabogrunden

Heidi Jæger Kronvold fra Lystrup er endt i en rigtig ærgerlig situation som følge af de seneste dages nedbør

Af
Jonas Wrede Hansen

En Superliga-kamp blev aflyst i søndags, Brabrand Sø er gået over sine bredder, og klimasikringen på Risvangs Allé i det nordlige Aarhus ligner en å. Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at der er faldet rigtig meget vand over Aarhus - ligesom der er over resten af landet - de seneste dage. Det har man i den grad også opdaget hjemme hos Heidi Jæger Kronvold, der bor i Elleparken i Lystrup.

Siden sidste uge har hun sammen med sin mand kæmpet mod enorme vandmasser, der fosser ind i deres have fra nabogrunden.

"I torsdags opdagede jeg, at der stod en lille smule vand ude på marken, der ligger lige op til vores grund. Hen ad eftermiddagen begyndte det at fylde hele jorden langs vores hæk og ved vores frugttræer. Det blev til en lille sø. Så begyndte jeg at feje vand væk, men søen blev bare større og større på ingen tid. Så vi var ude at købe en pumpe for at få vandet væk fra vores egen grund, men det skete ikke hurtigt nok. Så vi flyttede pumpen ud i søen for at få vandet ud i vores afløb, men så kunne det ikke følge med længere. Det begyndte at stå op med vand, og vi frygtede, at vi ville få vand i kælderen," forklarer Heidi Jæger Kronvold.

Derfor tog Heidi Jæger Kronvold både kontakt til brandvæsnet, politiet og kommunen for at få hjælp. Men her var svaret klart, at der ikke var mulighed for hjælp. Kommunens svar lød, at det er ejeren af grunden, der skal sørge for at få styr på vandet.

Derefter brugte Heidi Jæger Kronvold omkring 10.000 kroner på at få brandvæsnet til at fjerne omkring 20.000 liter vand fra grunden, men blot et par timer efter var vandet tilbage igen.

"Desværre står vi i den situation, at vores forsikring ikke kan hjælpe os, før vi har en vandskade i vores kælder. Kommunen fortæller, at det er ejeren af grunden, vi skal have fat i, og det, fandt vi ud af, er Elsted Sogns Menighedsråd," fortsætter Heidi Jæger Kronvold og oplyser, at der ikke umiddelbart var særlig meget hjælp at hente hos menighedsrådet.

"Der var to personer fra menighedsrådet ude at se på det, men der var ikke hjælp at hente. Den ene fra menighedsrådet sagde, at det var vores eget problem, og at det overhovedet ikke ville hjælpe," fortæller Heidi Jæger Kronvold.

Da Lokalavisen Aarhus ringer Elsted Sogns Menighedsråd op, er tonen dog helt anderledes. Kasserer Thomas Holmen Andersen forklarer således, at man godt er klar over problemet, og at man er i gang med at finde en løsning.

"Jeg var dernede at gå i morges, og der lå rigtig meget vand. Vi arbejder på det og prøver at finde en løsning. Det har jeg også fortalt til ejeren," fortæller han til Lokalavisen Aarhus.

Heldigvis har Heidi Jæger Kronvold dog også fået uventet hjælp. For efter hun onsdag delte sin frustration i et opslag på Facebook, har en person fra et skadeservice-firma kontaktet hende og fortalt, at han gerne vil hjælpe hende, uden at han behøver at modtage betaling.

"Han var en super sød fyr, og det er jo mega dejligt," lyder det fra Heidi Jæger Kronvold, der vist godt kan få brug for det, da DMI lover endnu mere regn henover Aarhus i løbet af weekenden.

Publiceret 19 February 2020 14:54