Billedet er fra Idas første kemobehandling på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Privatfoto

Billedet er fra Idas første kemobehandling på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Privatfoto

Ida med corona-opråb: "Hvis jeg havde været i kemobehandling i dag, så havde jeg været meget, meget bange"

Coronavirus raser rundt om i verden - også her i Danmark, hvor der indtil videre er konstateret seks smittede personer. Og mens coronapanikken er støt stigende i befolkningen, maner eksperter og fagfolk til besindighed og beroliger med, at sygdommen kun er en reel trussel for folk med svagt immunforsvar.

Men hvad så med dem - de titusindvis af personer der af den ene eller anden grund har et svækket helbred? Hvor bekymrede skal de være, og hvad skal de stille op?

En af dem, som ved, hvad det vil sige at være immunsvækket, er Ida Holst fra Hillerød.

I juli sidste år fik hun konstateret brystkræft. Venstre bryst og alle lymfekirtler under armen blev fjernet, og derefter stod den på 12 opslidende kemobehandlinger, som slog immunforsvaret helt i bund.

"Mine hvide blodlegemer var nærmest ikke-eksisterende, og jeg blev akut indlagt med feber to gange," fortæller Ida i et facebookopslag, hun har lavet for at få folk til at forstå, at de skal tage coronavirussen alvorligt. Både for deres egen - men især for de mange svækkede borgeres skyld.

"Hvis jeg havde været i kemobehandling i dag, så havde jeg været meget, meget bange. Jeg ville have været én af dem, som lige bliver nævnt i en bisætning i medierne, når der står, at coronavirussen slet ikke er farlig for raske, og at det kun er dem med nedsat immunforsvar samt ældre, der skal passe på. Der er ingen grund til at gå i panik, men vi er alle ansvarlige for at gøre hvad vi kan for at mindske smittespredning. Det hander ikke om mundbind, for coronavirussen er ikke luftbåren. Det handler om god håndhygiejne og sund fornuft," skriver Ida, som håber, at folk vil følge disse fem simple råd, så folk med nedsat immunforsvar ikke behøver at være helt så bange:

1. Vask hænder ofte (husk håndled, håndryg og mellem fingrene) og sprit hænderne af. Alle bør have en lille tube håndsprit i tasken. Pump to gange og brug 30 sekunder på at fordele desinfektionsmidlet overalt på hænderne.

2. Rør ikke dit ansigt (øjne, næse, mund) hvis du f.eks. sidder i toget. Du kan have virus på hænderne.

3. Undgå håndtryk. Jeg har set min praktiserende læge give håndtryk til patienter, men hun sprittede af få sekunder efter.

4. Hvis du skal hoste/nyse, så gør det i armen - ikke i hænderne.

5. Hold afstand til andre.

"Vær sød at tænk på alle de patienter, der skal have kemo i næste uge. Tænk også på dem, der har andre kroniske sygdomme. Man kan ikke altid se på folk, om de er syge. Lad os gøre hvad vi kan for at passe på alle de mennesker. Det er en lille indsats for hver af os, men omtanken kan gøre en kæmpe forskel," lyder det fra Ida Holst.

Publiceret 03 March 2020 13:06