Hele familien Kristensen samlet på tidligere fælles ferie i Thailand. Privatfoto

Hele familien Kristensen samlet på tidligere fælles ferie i Thailand. Privatfoto

Familien Kristensen havde booket fælles ferie i kæmpesommerhus - nægtet ombooking eller deres 32.740 kr. retur

Familien Kristensen er kommet i klemme mellem regeringens corona-anbefalinger og sommerhusudlejningsfirmaet Dancenters jura

Af
Jacob Nielsen

Anders Kristensen fra Vejle havde glædet sig til påsken, hvor hans familie skulle samles i et lejet sommerhus ved Skåstrup Strand nær Bogense på Nordfyn – et sommerhus med plads til, at hele familien på i alt 25 personer kunne mødes på tværs af generationer.

Men meget er sket siden sommerhuset blev booket i august sidste år. Coronakrisen har ramt landet, og på baggrund af myndighedernes henstilling til befolkningen om ikke at forsamles mere end 10 personer står det nu klart for familien, at det ikke vil være forsvarligt at gennemføre opholdet.

De ønsker derfor, som flere andre danskere i samme situation, en ombooking af opholdet hos udlejningsfirmaet Dancenter, som de har lejet sommerhuset igennem.

Dancenter henholder sig imidlertid til selskabets normale afbestillingsregler og vil hverken ombooke eller betale familien pengene tilbage for opholdet, hvilket frustrerer og skuffer Anders Kristensen.

"Vi er alle nødt til at følge regeringens instrukser og udvise korrekt adfærd og samfundssind i den situation, vi er i. Det havde vi ærlig talt også en forventning om, at Dancenter, som et stort anerkendt udlejningsfirma, ville leve op til. Men de vælger at fastholde udlejningen af sommerhuset og vil ikke engang tilbyde en ombooking – trods regeringens klare udmelding om det farlige ved at samles i større forsamlinger. Det forstår vi ikke," siger Anders Kristensen.

Han hæfter sig ved, at blandt andet flyselskaber har valgt at tilbyde både ombooking og annullering af flyrejser selv på ikke-aflyste afgange ude i fremtiden.

"Dancenter har muligvis juraen på sin side, men dette burde ikke handle om jura. Det handler om menneskeliv og god etik," siger Anders, der har sendt en længere klage til Dancenter. Som svar har han i en mail fået følgende besked retur:

"Vi henviser til bekendtgørelse 2020-03-17 nr. 224 §1, stk. 2, hvoraf det fremgår, at forbud mod større forsamlinger ikke gælder private boliger. Et sommerhus anses som en privat bolig, og derfor er det ikke muligt at lægge den nævnte booking ind under reglerne om force majeure. Vi beklager de frustrationer og gener, som dette må medføre, og vi beder om din forståelse i denne situation."

Familien Kristensen er ikke ene om at være utilfreds med Dancenters beslutning om at fastholde de normale afbestillingsregler. Både på Dancenters facebookside og på Trustpilot er det de seneste dage væltet ind med klager over selskabet. Lokalavisen.dk har derfor kontaktet Dancenter for at få en uddybende kommentar.

Forklaring fra Dancenter

Hos Dancenter forstår man godt lejernes frustrationer over, at det fortsat er de normale afbestillingsregler, der gælder.

Administrerende direktør, Kim Holmsted, forklarer til Lokalavisen.dk, at grunden til at man holder sig så firkantet til reglerne, er, at man er fanget i en uheldig situation forårsaget af uklare udmeldinger fra myndighederne.

"Hele branchen er hårdt udfordret, fordi der ikke er erklæret force majeure på området, og fordi myndighederne indtil videre kun er kommet med henvisninger og opfordringer, når det handler om at forsamles flere personer på privat område såsom et sommerhus. Reglerne om de maksimalt 10 personer gælder kun offentlige steder, og derfor er det helt op til folk selv, om de ønsker at tage afsted mere end 10 sammen. Vi er under alle omstændigheder fortsat tvunget til at betale de private udlejere, som i sidste ende ejer sommerhusene, som vi har videreformidlet. Hvis vi både skulle betale dem og betale alle vores kunder pengene retur, så kunne vi lige så godt lukke butikken og sende alle de ansatte hjem," siger Kim Holmsted.

Brev til statsministeren

Feriehusudlejernes Brancheforening har sendt et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen, hvori de opfordrer til klarere udmeldinger i forhold til, om det er i orden at forsamles mere end 10 personer i privat regi.

"Vi synes, der er kommet meldinger fra myndighederne og Statsministeren, som kan tolkes vidt forskelligt, og vi har brug for et klart budskab nu. Som udlejningsbureauer vil vi meget gerne medvirke til at sikre en ansvarlig adfærd. Det er dog afgørende, at der er en klar udmelding - derfor - må man, eller må man ikke tage i sommerhus?" lyder det fra adm. direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening, Carlos Villaro Lassen.

Svagt håb

Status for familien Kristensen er altså, at de selv skal vurdere, om de vil trodse regeringens anbefaling og gennemføre sommerhusopholdet i Bogense, eller om de vil lade de i alt 32.740 kroner, de har betalt, gå tabt. De har dog stadig et håb om, at Dancenter skifter holdning:

"Vores opfordring til Dancenter er, at de ændrer deres politik og tilbyder ombooking til en anden dato af sommerhuse, hvor der booket til flere end 10 personer. Det vil kaldes samfundssind og vil også give dem en mere positiv historie i medierne, end det der sker nu," siger Anders Kristensen.

Anders Kristensen afbilledet sammen med den fynske nordkyst nær Bogense, hvor familien har booket sommerhus. Foto: Google Street View / privatfoto

Anders Kristensen afbilledet sammen med den fynske nordkyst nær Bogense, hvor familien har booket sommerhus. Foto: Google Street View / privatfoto

Publiceret 25 March 2020 12:25