Foto: FotoTrine, vildmedfoto.dk

Foto: FotoTrine, vildmedfoto.dk

Slut efter 29 år: Corona-krise får populært festspil til at bukke under

"Kassebeholdningen rækker ikke," siger formanden

Bestyrelsen for Vilhelmsborg Festspil har fredag besluttet at lukke forberedelserne til Skammerens Datter, der skulle have haft premiere på scenen ved Vilhelmsborg den 1. august.

Beslutningen betyder, at festspillet går konkurs, og dermed er det slut efter 29 år med udendørs forestillinger i det sydlige Aarhus.

"Den igangværende Coronakrise gjorde, at vi var nødt til at træffe beslutningen nu. Arbejdet med at skabe og rejse en scene samt alle øvrige forhold på pladsen startede i februar. Vi har som alle andre færre frivillige nu til at løfte de store opgaver sammenlignet med for fem og ti år siden, og det var simpelthen ikke ansvarligt at forsøge at presse det hele igennem efter fire eller måske flere ugers stilstand," siger formand Steen Jonsson Agger i en pressemeddelelse.

Han afløste Lisbet Lautrup Knudsen som formand i februar, og det var ikke en god økonomi, han kiggede ind i. Festspillet kom ud af 2019 med et dårligt økonomisk resultat.

"Vi solgte væsentligt færre billetter end normalt, og selv om vi med flere tiltag have held til at holde snor i udgifterne, så måtte vi give os selv en stor opgave dette forår."

Målet var at få øget billetsalget til Skammerens Datter kraftigt ved at nå ud til nye målgrupper samt at forsøge at få annonce- og sponsorindtægter fra det lokale erhvevsliv og fonde.

100.000-200.000 skulle der til, for at Vilhelmsborg Festspil kunne have en fremtid.

"Det er forståeligt, at flere af vore normale støtter blandt lokale virksomheder allerede har måttet sige nej til at støtte os i år – men det gør også, at målet om væsentligt flere kroner bliver utopisk. Kassebeholdningen rækker ikke til at dække de forpligtelser, vi allerede har, og derfor ville det være helt uansvarligt at bruge penge på en ny opsætning – selv om vi havde barberet budgettet helt ud til kanten," siger formanden og fortsætter:

"Alle i bestyrelsen er berørte over at skulle træffe denne beslutning. Festspillet har været en stor del af manges liv. Vi har mange frivillige og enkelte honorerede medarbejdere, der gennem årene har lagt et kæmpestort arbejde i festspillet. For mange af dem har det nok været arbejde – men også et stort og givende fællesskab. Vi kan ikke takke dem alle nok, for det de har givet festspillet."

Vilhelmsborg Festspil oplyser, at det endnu ikke er muligt at sige noget om tilbagebetaling af billetter.

dp

Publiceret 28 March 2020 20:44