Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock ME - stock.adobe.com

Plejehjemsbeboer smittet med corona er død: Hele huset er nu isoleret

En beboer, som er testet positiv for corona, er søndag afgået ved døden

Søndag mistede en beboer på Plejecenter Sjælsø livet. Vedkommende er efterfølgende blevet testet positiv for corona, skriver Rudersdal Kommune, som oplyser, at endnu en beboer på plejecenteret er testet positiv for den frygtede virus.

"Det er selvfølgelig en meget ulykkelig situation ikke mindst for den afdødes familie, men i høj grad også for de øvrige beboere i huset, deres pårørende og de medarbejdere, som har deres daglige gang i huset. Vi er i tæt dialog med sundhedsmyndighederne om situationen og følger deres anvisninger. Samtidig er det vigtigt at understrege, at vi ikke bare her, men overalt på kommunens plejecentre følger alle råd, vejledninger og påbud fra sundhedsmyndighederne," udtaler vicekommunaldirektør i Rudersdal Kommune, Thomas Bille.

Den afdøde borger boede i et hus på plejecenteret, hvor der er i alt ti boliger for ældre, plejekrævende beboere. Hele huset er nu isoleret, ligesom de øvrige beboere i huset er isoleret i deres egne boliger.

Det har indtil videre ikke været muligt at identificere smittekilden.

De øvrige beboere blev testet for corona søndag eftermiddag. Det gælder også alle medarbejdere, som har været i kontakt med beboerne. Der forventes tidligst svar på prøverne mandag.

Alle pårørende til de afdøde er informeret.

jn

Publiceret 30 March 2020 09:12