Lars Mikkelsen i rollen som finansiel frihedskæmper.

Lars Mikkelsen i rollen som finansiel frihedskæmper. Foto: C More/Free

Filmstjerne på dagpenge - på flugt i ny international serie

Stjernen spiller finansiel frihedskæmper i ny international serie, som er inspireret af virkelighedens verden

Han har medvirket i internationale succeser som "House of Cards", "Sherlock" og "The Witcher".

Og nu er Lars Mikkelsen endnu en gang højt på rollelisten i en ny international serie.

Den 56-årige Emmy-vindende skuespiller kan nemlig ses i den nye thrillerserie "Devils", der handler om midler, magt og mord i en korrupt finansverden.

Her indtager han rollen som den finansielle frihedskæmper Daniel Duval, der fører en anarkistisk krig mod det etablerede økonomiske system og deler afslørende dokumenter online.

"Han minder på mange måder om WikiLeaks-stifteren Julian Assange. Han kæmper for at vise verden sandheden og er villig til at ofre alt for sin sag," siger skuespilleren.

"Der kommer et hav af informationer mod os hele tiden, som vi alle jo et eller andet sted prøver at navigere i. Men han forsøger at filtrere det, så sandheden står tilbage," fortæller han videre.

Daniel Duval er på evig flugt og eftersøgt verden over, da de magtfulde finansmænd vil gøre alt, hvad de kan, for at stoppe ham i at afsløre deres metoder.

En af de mest magtfulde - og farlige - mænd er finansgiganten Dominic Morgan i skikkelse af verdensstjernen Patrick Dempsey, som Lars Mikkelsen har en række intense scener overfor foruden et bredspektret, internationalt cast med skuespillere fra blandt andet Tyskland, Italien og Storbritannien.

"Det er med en vis spændthed at arbejde sammen med nogle af den kaliber. Men jeg har gjort det før og forbereder mig altid grundigt," siger Lars Mikkelsen og tilføjer, at hans amerikanske kollega er en meget dygtig skuespiller og i øvrigt også en super fin fyr.

"I Danmark har vi en forholdsvis flad struktur, hvor alle byder ind, men sådan er det ikke altid andre steder i verden. Så det kan let gå galt, men det gjorde det ikke her. Der spillede det bare," forklarer Lars Mikkelsen.

"Devils" er baseret på den italienske bestseller "I diavoli", som er skrevet af Guido Maria Brera, der selv har arbejdet i en investeringsbank.

"Devils" er sat til at foregå i London i 2011, og i serien er der inkorporeret billeder og sekvenser fra virkelige hændelser.

Stilistisk er der brugt samme greb som i "The Big Short" og "The Wolf of Wall Street", som også portrætterer det finansielle marked og både de økonomiske og personlige omkostninger.

"Jeg synes, at resultatet er blevet super flot og meget virkelighedsnært og viser, hvor store, magtfulde kræfter der er i spil," siger Lars Mikkelsen.

Men "Devils" er på sin vis blevet enorm højaktuel midt i den igangværende verdensomspændende coronapandemi.

Aktierne svinger og har været i frit fald med blodrøde tal og større minusser end under finanskrisen.

Også Lars Mikkelsen er påvirket af, hvordan store dele af verden er midlertidigt lukket ned.

Nogle projekter er udskudt, mens andre er streget ud i kalenderen.

"Måske det er realistisk at komme tilbage på set engang i december. Jeg kan simpelthen ikke se det ske lige nu. Og slet ikke internationale roller. Hvordan skal vi filme, når man ikke må være flere end ti mennesker samlet? Og hvilke scener er overhovedet mulige at indspille? Slet ikke kyssescener. Teater er også umuligt, for der må ikke være nogle publikummer," siger Lars Mikkelsen og fortsætter:

"Faktisk er jeg på dagpenge for første gang i mit liv. Ikke engang da jeg lige var kommet ud af teaterskolen, var jeg på dagpenge. Men det ville nok komme en dag, har jeg tænkt. Og det er så nu."

Han tager situationen helt stille og roligt og er meget afklaret med, at sådan er dét. Lige nu.

"Jeg har fuld forståelse for, at man har valgt at lukke ned. Vi er alle sammen - hver og en - i samme båd og ramt af coronasituationen. Det er et ens vilkår for alle, uanset hvem man er, især som freelancer."

"Men lige nu overvejer vi da at få lavet et lydstudie i vores sommerhus. Jeg har også en familie at forsørge," forklarer han.

"Devils" har premiere på C More søndag den 10. maj.

/ritzau/

Publiceret 10 May 2020 14:17