Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Ad:

Så klam er dansk supermarked

En Fakta-butik i Oksbøl har fået gentagne bøder for dårlig hygiejne, fremgår det af Fødevarestyrelsens kontrolrapporter

To sure smileyer og bøder på sammenlagt 25.000 kroner. Det er, hvad en Fakta-butik i den sydvestjyske by Oksbøl har modtaget siden 11. marts, hvor Fødevarestyrelsen lagde vejen forbi butikken på et opfølgende besøg. Det skriver JV.dk.

Årsagen til de sure smileyer og bøder er, at der ganske enkelt er for beskidt inde i selve butikken. Det hele startede faktisk tilbage i januar, hvor Fødevarestyrelsen blev opmærksom på de dårlige forhold. Dengang gav man blot butikken en indskærpelse i håb om, at det var nok til, at der ville blive rettet op på det. Det skete dog ikke, kunne Fødevarestyrelsens kontrolteam konstatere i marts, hvor Fakta-butikken fik den første sure smiley og en bøde på 10.000 kroner.

I denne måned lagde kontrolteamet så igen vejen forbi butikken, og der var fortsat alt for beskidt.

"Der er knobskud af formodet skimmelvækst på loft i mælkekøler i området foran blæsekøler samt knobskud på undersider af hylder og i kanter ved dørlåger i kundeområdet. Der er konstateret vækst af formodet skimmel i kanter på frugt og grønt køler samt knobskud af formodet skimmelvækst i pålægs/ostekøler," fremgår det af kontrolrapporten fra besøget.

Det medførte endnu en sur smiley samt en bøde på 15.000 kroner.

Det er ifølge JV.dk Kvickly i Varde, der ejer den beskidte Fakta-butik i Oksbøl. Avisen skriver, at den har forsøgt at få en kommentar fra Michael Thygesen, som dog ikke har været til at træffe.

jwh

Publiceret 24 May 2020 13:19