Foto: Danske Spil

Foto: Danske Spil

Vinder af 97 millioner kroner vil dele penge ud

Familie og venner til heldigt ægtepar kan glæde sig til gaveregn

Et midaldrende ægtepar fra Københavns blev onsdag i sidste uge de heldige vindere af 97 millioner kroner i det nordiske lotteri Vikinglotto, hvilket er den 8. største lotterigevinst i Danmarkshistorien.

Nu fortæller den kvindelige vinder om, hvordan hun blev bekendt med gevinsten.

"Jeg kom bare ind til en meget glad mand, der forklarede, at han havde været ude ved døren for at holde øje med, hvornår jeg kom hjem. Han sagde, at jeg skulle sætte mig ned, og så sagde han tillykke. Jeg fattede absolut intet, men spurgte, om jeg skulle være bedstemor, hvilket jo også ville være dejligt," siger hun til Danske Spil.

Det var dog en helt anden slags nyhed, manden kunne komme med.

"Han havde gået med det hele dagen, men ville ikke ringe og forstyrre mig, så jeg mistede koncentrationen. Så han var ved at sprænge i luften af spænding. Det skal indrømmes, at jeg først var meget skeptisk, men jeg kunne jo se på tallene, at det var de rigtige," forklarer hun.

Det er ikke kun parret selv, der får glæde af de mange penge.

"Min mand og jeg har altid leget med tanken om, hvordan vi ville fordele pengene, når vi vandt. Ikke hvis, men når. Så vi har lavet små lister over dem af vores familier og venner, der enten skulle have en bil eller en økonomisk håndsrækning. Nu skal vi lige have revideret listen, og det kan godt være at bilen bliver lidt mere fancy, og at der kommer et par nuller mere bagpå pengebeløbet. Det er så hyggeligt at gå og tale om, hvordan vi skal overdrage penge og gaver," siger vinderen til Danske Spil.

Ud over at dele penge ud til familien så drømmer parret også om at invitere børn og børnebørn på en rejse, når det engang kan lade sig gøre.

jn

Publiceret 28 May 2020 10:00