Arkivfoto: Joachim Adrian/Politiken/Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Joachim Adrian/Politiken/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Ahmed Akkari med kontroversiel politik: Luk moskéer og stop for mellemøstlig indvandring

Onsdag har Danmark fået et nyt liberalt parti med navnet Nyt Centrum-Venstre, som håber på plads i Folketinget.

Frontfigurerne er blandt andre formand og mellemøstekspert Hanna Ziadeh og den tidligere imam Ahmed Akkari, som blev landskendt og berygtet, da han på bagkant af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger i 2005 var med til at opildne til had mod Danmark i Mellemøsten, hvilket førte til Muhammed-krisen.

Siden har han dog offentligt taget kraftigt afstand fra sine handlinger dengang, og det er sandelig også en anden dagsorden, han repræsenterer i det nye politiske parti Nyt Centrum-Venstre.

I partiprogram på partiets hjemmeside fremgår det ifølge TV2, at partiet blandt andet ønsker at lukke alle moskéer, der hviler på en ”dogmatisk læsning af koranen”. Man vil standse al imigration fra Tyrkiet, Pakistan, Somalia, Mellemøsten og Nordafrika, og så skal statsløse migranter, der får en dom på mere end 30 dages fængsel, udvises af landet.

Ligeledes skriver partiets stiftere i partiprogrammet:

"Som et åbent moderne samfund er NCV naturligvis indforstået med, at vi har indvandring. Vi anerkender også det naturlige i, at folk i et vist omfang har deres egen kultur og religion med i baggagen. Men vi konstaterer, at fundamentalistisk Islam er uforenelig med vores samfundsværdier."

jn

Publiceret 10 June 2020 16:50