Arkivfoto: JN

Arkivfoto: JN

Han levede for at passe og pleje de ældre: Nu har arbejdet sandsynligvis kostet ham livet

Frontkæmper i kampen mod coronavirus, SOSU-assistent Preben Kastrup, er død. Han blev 75 år gammel. Han døde af COVID-19 på Gentofte Hospital den 22. maj, skriver Fagbladet 3F.

Preben Kastrup var oprindeligt uddannet frisør, men blev social- og sundhedsassistent i en sen alder. Op til sin død arbejdede han på Plejehjemmet Salem i Gentofte. Et arbejde han elskede. Plejecenteret blev hans andet hjem, nogle af de ældre blev mere end blot beboere. Når de gik bort, blev han ramt, som var det en nær ven, skriver Fagbladet.

Men SOSU-arbejdet kostede ham sandsynligvis også livet.

Han blev sløj i slutningen af marts, men coronatesten var i første omgang negativ. Preben Kastrup blev senere dårligere, han spiste ikke, og kroppen gjorde så ondt, at han fik svært ved at gå. Langfredag kom han på intensivafdelingen på Gentofte Hospital og blev testet positiv. Til sidst trak han kun vejret med det øverste af lungerne.

"Vi kunne alle se, hvor det bar hen," siger hans hustru gennem 55 år, Birgit Kastrup, om sidste gang, hun så ham, hvor han lå livløs i respiratoren, skriver Fagbladet 3F.

Preben Kastrup efterlader sig enken Birgit, børnene Dennis, Marianne og Allan som de nærmeste.

jn

Publiceret 24 June 2020 16:44