Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Vent et par år hvis du overvejer solceller

Der er en fremtid for solceller på private boliger, men ikke som de ses på mange huse i dag. Kan du vente et par år, kan de integreres i dit tag i stedet.

Drømmer du om at blive selvforsynende med energi, er du sikkert stødt på solceller i din research.

Men hvor sorte solcelleblokke for cirka ti år siden skød op på det ene hus efter det andet, er det i dag en anden historie. I 2016 blev det lukrative tilskud til solceller skrottet med øjeblikkelig virkning.

- Herfra var det ikke på samme måde en god forretning for privatpersoner at sætte solceller op, konstaterer seniorøkonom Torsten Hasforth fra Dansk Energi.

- Til gengæld kan man glæde sig over, at den strøm, man får ind, generelt er betydeligt mere grøn end for fem år siden, fortsætter han.

Det skyldes, at både solcelleanlæg og vindenergi bliver fortsat mere udbredt i industriel skala. Men på enfamiliehuse er udviklingen altså ikke fortsat i samme retning.

Vil du alligevel gerne investere i solceller, kan du med fordel vente et par år, mener Tine Nielsen, som er arkitekt og fagekspert hos Videncentret Bolius.

- Det giver ikke mening at investere i de klassiske solceller, som sidder oven på taget, lige nu, vurderer hun.

For i disse år er en kæmpe udvikling af solcellerne i gang - både i forhold til effektivitet og æstetik.

- Målet er, at solcellerne bliver en del af tag- eller facadebeklædningen, og det ses allerede nogle steder, men i en helt anden skala end enfamiliehuse - for eksempel på hoteller og skoler, fortæller Tine Nielsen.

Slår du bremsen i, kan du altså om nogle år få effektive solceller integreret i taget eller vinduerne i stedet for de klassiske og knap så kønne blokke ovenpå taget.

Det gør ikke solcellerne til en decideret god forretning, for tilskuddet fra staten kommer næppe tilbage. Men går du op i at være grøn og selvforsynende, kan det være en del af løsningen - og tilmed uden at blive en øjebæ.

- Samtidig bliver der arbejdet på batteriløsninger, så man kan gemme den strøm, man ikke bruger. På det område vil der også ske noget inden for de kommende år, siger Tine Nielsen.

Vil du bakke op om den grønne omstilling på en anden måde i mellemtiden, anbefaler Dansk Energi, at du vælger et elselskab, der har fokus på netop det.

- Den bedste mulighed, man som forbruger har for at støtte den grønne omstilling, er at købe grønne elprodukter, siger seniorøkonom Torsten Hasforth.

Derudover kan du med fordel se på din varmekilde, for der kan du virkelig gøre en forskel med din investering.

- Er man en af dem, der fortsat benytter sig af et oliefyr eller naturgas, er det en god idé at få det udskiftet med en varmepumpe i stedet, siger han.

/ritzau fokus/

Publiceret 30 June 2020 14:12