Debat:

Hvordan stoppes kattehadet?

Af
Camilla Borregaard

debat Hader vi katte i Favrskov? Spurgte Lokalavisen Favrskov i sidste uges avis.

Nej, det gør vi heldigvis ikke. Men der er desværre nogle borgere i Favrskov, der gør.

Nogle endda så meget, at lokalavisen beretter, at de har skrevet om ti tilfælde af katte-mishandling de sidste ti år. Senest om katten Pjuske der havde fået 27 hagl i kroppen. Det er vanvittigt.

Desværre er den sørgelige realitet, at man kan berette om tilfælde hver dag, hvis man vil. Mange katte lider en trist skæbne, fordi de er uønskede, eller fordi deres ejere måske er uvidende omkring det at holde en kat.

Nogle mennesker lader ikke deres katte neutralisere, så de strejfer rundt og laver eller får som oftest uønskede killinger. Katte-internaterne bugner af skønne katte, der mangler et hjem, og på grund af ovenstående kommer der bare flere og flere af dem. Internaterne har aldrig været så fyldt som nu.

Samtidig kommer kattene også i glemme, fordi der er nogle andre mennesker, der ser sig sure på dem, når de strejfer omkring. Så kan man læse væmmelige kommentarer på Facebook om, hvordan nogle vil skyde kattene eller lade deres hund spise dem. Og ja, når man læser sådan noget, så kan man godt få en ubehagelig fornemmelse af, at der er mange katte-hadere i Favrskov.

Heldigvis er der til gengæld også mange, der passer rigtig godt på deres katte. Og heldigvis er der også naboer, der måske ikke er vilde med katte, men som går i dialog med katteejerne og finder en løsning sammen, i stedet for at gøre katten fortræd.

Så hermed en opfordring til katteejerne: Neutraliser og øremærk jeres kat. Til dem der gerne vil være katteejer, kan jeg varmt anbefale at besøge f.eks. Tøstrup Kattehjem. De har mange skønne katte i alle aldre og typer, og de er allerede neutraliseret og øremærket. Til dem der ikke bryder sig om kattene: Gå i dialog med katteejeren.

Publiceret 30 June 2020 16:40