Hizb ut-Tahrir under en demonstration foran Christiansborg 22. marts 2019, hvor man afholdt fredagsbøm for ofrene ved terrorangrebet på to moskéer i New Zealand.

Hizb ut-Tahrir under en demonstration foran Christiansborg 22. marts 2019, hvor man afholdt fredagsbøm for ofrene ved terrorangrebet på to moskéer i New Zealand. Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix

Deler løbesedler ud til muslimer:

Rådmand frygter Hizb ut-Tahrir vil have fodfæste i Aarhus

Den ekstremistiske organisation tordner mod politikerne og ghettoplanerne i Aarhus

Af
Danni Paulsen

"Hizb ut-Tahrir vil altid afsløre de islamfjendske politikker og stå imod angreb på vores islamiske identitet. Vi kalder jer til at stå sammen med os. Arbejd med os for at beskytte muslimernes værdier i dette land."

Sådan lyder en opfordring fra den islamiske gruppe Hizb ut-Tahrir henvendt til aarhusianske muslimer.

Det skriver Lokalavisen Aarhus.

Den kontroversielle forsamling har den seneste tid delt løbesedler ud i Aarhus, hvor man går til politisk angreb på ghettoloven, danske politikere, Aarhus-modellen (antiradikaliseringssamarbejde mellem kommune og politi) og planerne for Bispehaven og Gellerup.

"Alt for længe har I været udsat for uretfærdighed og mistænkeliggørelse i dette land grundet jeres islamiske værdier og identitet," lyder det blandt andet på løbesedlen, som er dateret 22. juli.

Første del af løbesedlen uddelt i Aarhus. Privatfoto

Første del af løbesedlen uddelt i Aarhus. Privatfoto

Hizb ut-Tahrir har i årevis været stærkt kritiseret for tilstedeværelsen i Danmark, hvor ekstremistiske synspunkter som ønsket om et islamisk kalifat og sharia-styre synes uforenelige med danske, demokratiske værdier.

Gruppen er kendt for at opfordre muslimer til at vælte deres regeringer, og holdningen er blandt andet at mennesker, der krænker profeten Muhammed, skal straffes med døden.

I Danmark er en tidligere formand for Hizb ut-Tahrir blandt andet blevet idømt fængsel for dødstrusler mod Anders Fogh Rasmussen og for at opfordre til drab på jøder.

Organisationen kom til Danmark i 90'erne, og har siden primært haft sin aktivitet i København. Derfor bekymrer løbesedlerne rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus, Bünyamin Simsek (V), som tror, at Hizb ut-Tahrir prøver at få fodfæste i Aarhus.

"Vi har jo heldigvis været forskånet for, at Hizb ut-Tahrir har slået rødder i Aarhus. I ny og næ har der været enkelte tiltag i Aarhus, men når jeg ser, at de deler den løbeseddel ud, bliver jeg bekymret og frygter, hvis de får fodfæste hér. Og når de mobiliserer sig med den slags budskaber, som man kan læse på løbesedlen, så tænker jeg desværre, at det er ved at ske."

Sidste del af løbesedlen uddelt i Aarhus. Privatfoto

Sidste del af løbesedlen uddelt i Aarhus. Privatfoto

Hvorfor frygter du det?

"Hizb ut-Tahrir er ikke en demokratisk organisation. De vil udbrede islam i hele verden og omvende styreformen i landene med et kalifat. Jeg forestiller mig ikke, at de vil opnå det på demokratisk vis. Deres 'værdier' gør mig bekymret."

Rådmanden opfordrer de aarhusianske muslimer til at se bort fra propagandaen og tage afstand til organisationen.

"Alle de steder, man overhovedet kan gøre det, skal man reagere ved at tage afstand til Hizb ut-Tahrir. Giv særligt på de sociale medier udtryk for, at du ikke deler værdier med dem, for det gør størstedelen af danske muslimer ikke. Det er vigtigt for mig, at man reagerer og signalerer, at man ikke befinder sig Danmark for at udbrede islam og omdanne Danmark til et kalifat," siger Bünyamin Simsek.

Det er ikke lykkedes for Lokalavisen Aarhus at få en forklaring eller kommentar fra Hizb ut-Tahrir.

Publiceret 30 July 2020 14:55