Foto: Danske Spil

Foto: Danske Spil

Efter kræft, blodprop og lammelser: Nu har det helt store held ramt hårdt prøvet ægtepar

De seneste år har ikke været nemme for et ægtepar i 60érne fra Greve. Manden fik konstateret kræft for et par år siden og blev senere indlagt med en blodprop, der skulle hasteopereres.

Men nu ser det ud til, at lykken har vendt for parret, som tidligt lørdag morgen fik noget af en overraskelse, da de læste en besked, der var tikket ind sent fredag aften fra Danske Spil.

I beskeden stor der, at de havde vundet 2.085.130 kroner i Eurojackpot-trækningen.

"Jeg kunne næsten ikke trække vejret. På skærmen stod dette vanvittige beløb, og jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Så skyndte jeg mig ind til min kone, som umiddelbart blev sur over, at jeg vækkede hende. Jeg plejer normalt plejer at lade hende sove videre, selvom jeg skal afsted. Lige indtil jeg fik forklaret, at vi altså havde vundet over to millioner kroner. Så kan jeg love for, at hun vågnede i godt humør," fortæller vinderen til Danske Spil.

Ganske kort efter ringede parret og overbragte den store nyhed til deres to børn.

"Vi fortalte, at vi havde vundet de her mange penge. Så gik gik ikke mere end en time, før den yngste stod i døren herhjemme med måbende ansigt," siger manden, som, selvom han er erklæret rask efter sine alvorlige sygdomme, stadig har mén, der kan mærkes hver dag.

"Efter blodproppen blev jeg lam i højre side. Det har jeg fået genoptrænet langsomt, men jeg går stadig dårligt. Det har været en barsk tid for hele vores lille familie. Men endelig smiler solen til os nu, og der sker noget godt. Det er fantastisk, at vi nu kan se fremad," siger han til Danske Spil.

jn

Publiceret 12 August 2020 09:48