Foto: Sydøstjyllands Politi

Foto: Sydøstjyllands Politi

Derfor truede politiet med aflivning af nuttet bomuldshund

Af
Jacob Nielsen

En lang række læsere fik morgenkaffen galt i halsen, da de i morges så fremlysningen af en bomuldshund, som mandag blev fundet strejfende rundt i Fredericia. I fremlysningen lød det, at hunden risikerede aflivning, hvis ikke ejeren meldte sig indenfor tre døgn.

Få kunne forstå, hvorfor en tilsyneladende sund og rask hund ikke ville få muligheden for at fortsætte livet hos en ny ejer, og folk stod i kø for at tilbyde at åbne deres hjem.

Dette blev ikke nødvendigt, da ejeren blev fundet efter nogle timer.

Men hvorfor meldte politiet så bastant ud om hundens mulige skæbne? Det har vi spurgt vicepolitiinspektør Søren Frederiksen fra Sydøstjyllands Politi om.

"Vi arbejder direkte ud fra reglerne, som står i Hundeloven. Her står der, at vi, i de sager hvor vi ikke kan konstatere en ejer, først skal fremlyse hunden, og hvis ikke det giver resultat, så skal vi efter de tre døgn frigive den til det dyreinternat, som har haft den i deres varetægt. I dialog med internatet finder vi så ud af, hvad der skal ske med hunden alt efter dens tilstand. Det være sig enten videreformidling eller aflivning," siger Søren Frederiksen, som påpeger, at politiets udmelding om det værst tænkelige scenarie, aflivning, kommer for at animere ejeren til at tage ansvar for sin hund.

Chancen for at dagens fremlyste bomuldshund kunne have levet videre var altså til stede, uanset om ejeren var blevet fundet eller ej.

Publiceret 25 August 2020 15:27