Foto: Danske Spil

Foto: Danske Spil

Kæmpe-gevinst har efterladt vinder af 26 mio. kr. med stort problem: - Jeg nægter simpelthen

Der er mange glæder forbundet med at vinde en kæmpe-gevinst i Lotto, men der kan også opstå visse udfordringer.

Det må en mand i tresserne fra Hillerød sande, efter han forrige lørdag blev den heldige vinder af 26.303.012 millioner kroner på Joker.

Først til glæderne.

Gevinsten giver blandt andet vinderen mulighed for at holde op med at arbejde – for penge vel at mærke.

"Jeg arbejder blandt andet som hjælper for nogle handicappede. Men jeg har tænkt mig at kvitte jobbet, og så finde noget, jeg kan gå rundt og hygge mig med. En ny hobby af en art. Nu behøver jeg jo ikke at arbejde. Men nogle af disse mennesker har jeg været hos så længe, at jeg ikke nænner at slippe dem. Så der har jeg tænkt mig at hjælpe frivilligt fra nu af," siger den anonyme vinder ifølge Danske Spil.

En ny bil skal det sikkert også blive til både til konen og ham selv, og så vil parret også hjælpe flokken af børn og børnebørn indenfor de rammer SKAT tillader. De har eksempelvis besluttet at købe et lille hus og udleje det til den ene datter.

Men der er også udfordringer med at komme til så mange penge for den nybagte millionær. Hvad gør man, når man absolut ikke gider bruge penge på de strafrenter, som mange banker har indført, hvis man har en formue på over 250.000 kroner?

"Om jeg så skal have en konto i flere hundrede banker, så gør jeg det. Jeg nægter simpelthen at betale for at have pengene stående i banken," siger han ifølge Danske Spil.

jn

Publiceret 25 September 2020 11:03