Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock terovesalainen - stock.adobe.com

Han var syg, deprimeret og havde mistet livsgnisten: Så ringede en kvinde med en besked, som ændrede hans liv

Pensionist var syg og deprimeret, men da han vandt en milliongevinst og fik ny medicin, valgte han at ændre sit liv.

Som et lyn fra en klar himmel har lykken slået ned i en mandlig pensionist fra Skanderborg.

Manden, som er i 60érne, blev for nogle uger siden kontaktet over telefonen af en kvinde fra Danske Spil, som kunne fortælle, at han var udtrukket som Lottomillionær nummer 3.723. Han havde vundet en million kroner via Millionærgarantien, som hver uge gør to spillere til millionærer, selvom de ikke har de syv rigtige, det ellers kræver.

"Jeg troede slet ikke på det. Men hun fik mig til at logge ind på min konto på computeren, og der kunne jeg jo se, at det var rigtig nok. Så måtte jeg lige tage en dyb indånding. Selvom der er gået lidt tid nu, så er det nok stadig ikke gået op for mig," siger den heldige vinder, som ikke kun fik en million danske kroner. Han fik også nærmest et nyt liv. Før gevinsten havde han nemlig mistet sin livsgnist.

"Jeg har ikke haft det bedste helbred det seneste år, og har skrantet meget. Jeg har haft mange problemer med lungerne, hvilket har begrænset mig i rigtig mange ting. Så jeg var nok også lidt deprimeret. Jeg havde det virkelig ikke godt," fortæller han til Danske Spil.

Gevinsten faldt tilfældigvis sammen med, at han skulle afprøve noget nyt medicin, som heldigvis havde positiv virkning på hans lunger.

"Så var det ligesom, at jeg tænkte. Nu skal jeg simpelthen have en ny start på livet. Det er sjovt, for jeg har altid været meget stålfast omkring, at penge ikke skulle være en faktor, der skulle definere mit liv. Og nu er jeg alligevel blevet påvirket af ”ussel mammon”," siger han.

Vinderen har fortalt om gevinsten til sin nærmeste familie, men ønsker ellers at være anonym.

jn

Publiceret 22 October 2020 10:14