Fik beslaglagt sin bil kort efter køb
En 54-årig mand mistede torsdag sin bil få dage efter, han havde købt den. Det skete, da han for tredje gang inden for kort tid kørte bil, selvom han er frakendt kørekortet. En patrulje standsede ham kl. 08.58 på Marselis Boulevard, da betjentene så, at han kørte uden sele og med sin mobiltelefon ved øret.
Da patruljen bad om bilistens kørekort, måtte han erkende, at han ikke havde et. Efter et tjek med vagtcentralen fandt betjentene ud af den 54-åriges historik, og hans bil blev derfor beslaglagt med henblik på konfiskation. Derudover blev han sigtet for at køre uden førerret.
Bilisten var noget ærgerlig, da han netop i sidste uge havde købt bilen, men han ønskede umiddelbart ikke at gå videre med konfiskationen i retten.
Færdselsindsats i Aarhus V: Bilist frakendt førerret kørte over for rødt lys i dødskryds
Myndigheder på kontrolbesøg på cafeer
Lokalpolitiet i Aarhus Vest og bevillings- og tilladelsessektionen i Østjyllands Politi assisterede torsdag eftermiddag Fødevarestyrelsen og SKAT, der besøgte flere cafeer i Aarhus-området i forbindelse med en planlagt kontrol.
I alt fire cafeer beliggende på Karupvej i Aarhus C, Edwin Rahrs Vej i Brabrand, Kappelvænget i Aarhus Vest og Holmstrupgårdsvej i Brabrand fik besøg af myndighederne, der blandt andet kontrollerede, om der var styr på håndtering af fødevarer, økonomi og tilladelser og om der evt. blev indtaget ulovlige stoffer.
Der var ingen sager for politiet, der dog benyttede anledningen til at vejlede cafeejerne om gældende Covid-19 regler.
Solgte narko via Snapchat
Torsdag blev Østjyllands Politis specialpatrulje bekendt med, at flere mænd solgte narko via Snapchat. Kl. 18.25 torsdag aften opsøgte de den ene sælger, en 23-årig mand, der sad i sin bil på Rosenkrantzgade i Aarhus. Han blev fundet i besiddelse af flere poser med både hash og skunk samt et kontantbeløb, og blev anholdt og sigtet for at ville sælge narko.
Kl. 22.19 opsøgte politiet den anden sælger, en 17-årig mand, der sad i sin bil på Ove Gjeddes Gade på Trøjborg i Aarhus sammen med en 19-årig mand. De blev begge fundet i besiddelse af salgsposer med hash og blev derfor sigtet for at ville sælge narko.
Berusede mænd ringede til politiet og klagede over behandling
Anmeldelse: Venlig kvinde var tasketyv
En 62-årig kvinde anmeldte torsdag, at hun onsdag aften var blevet udsat for tyveri i Bruuns Galleri i Aarhus. Kvinden fortalte, at hun havde siddet og drukket kaffe ved en café og var faldet i snak med en anden kvinde, som sad ved nabobordet.
Da den anden kvinde rejste sig for at gå, havde hun taget den 62-åriges taske og pose, som stod på gulvet, hvorefter hun løb fra stedet. I tasken og posen lå noget tøj og noget kaffestel, som den 62-årige netop havde købt.
Den 62-årige har givet følgende signalement af gerningskvinden:
- Dansk af udseende, lys hud
- Ca. 30-40 år
- Ca. 170-175 cm, kraftig
- Mellemlangt rødt hår
- Havde en vorte på højre side af næsen
- Talte dansk
- Iført cowboybukser og en lille striktrøje
- Havde en brun håndtaske i hånden
Svinede betjente til og nægtede at oplyse sit navn
En 22-årig mand blev torsdag aften så rasende på politiet, at han endte på politigården med flere sigtelser. Omkring kl. 22.35 opdagede en patrulje tilfældigvis en mand, der stod og tissede på gaden foran en restaurant på Banegårdsgade i Aarhus.
Betjentene tog kontakt til manden, som blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen. Da mandens 22-årige ven så, at kammeraten var ved at få en bøde, råbte og skreg han efter betjentene, som han mente skulle finde sig noget bedre at tage sig til. Da han kastede indholdet af sin pung ud på vejen og råbte diverse grimme gloser efter patruljen, blev han anholdt, lagt i håndjern og sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for at fornærme politiet.
Den 22-årige fortsatte sin aggressive adfærd i patruljebilen, hvor han råbte af betjentene og fremme på politigården, nægtede han at oplyse sit navn. Det kostede ham en ekstra sigtelse.
Kvinde anholdt efter skub og råb på Klostertorvet
En patrulje fra Østjyllands Politi kørte torsdag kl. 12.00 til Klostertorvet i Aarhus, hvor en 44-årig kvinde generede forbipasserende med høje råb og skub. Den 44-årige var kraftigt beruset og var også meget opfarende over for de betjente, der mødte op.
Hun blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden og blev kørt til politistationen. Her blev hun i forbindelse med visitationen fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, som hun blev sigtet for at besidde.
Færdsel
Torsdag kl. 16.09 skete der et færdselsuheld på Geding Byvej i Geding ved Tilst. En 31-årig mandlig bilist kørte med for kort afstand til den forankørende bil, der blev ført af en 74-årig mand, hvilket resulterede i, at han påkørte den forankørende bil, der derefter blev skubbet ind i en tredje bil, der blev ført af en 20-årig kvinde. Der skete kun materiel skade ved uheldet. Den 31-årige mand blev sigtet for ikke at holde nok afstand til forankørende.
Færdsel
Natten til fredag kl. 00.22 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, for narkokørsel og for kørsel frem for rødt lys, da han blev standset af en patrulje på Grøndalsvej i Viby.
Færdsel
Natten til fredag kl. 01.27 blev en 32-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Valdemar Poulsens Vej i Viby.
Indbrud i private hjem
På Østre Havevej i Lystrup begået mellem onsdag den 21/10 kl. 19.00 og torsdag den 22/10 kl. 07.40
På Tjelevej i Risskov begået torsdag den 22/10 mellem kl. 11.00 og kl. 14.00