Gudenådalens Efterskole.

Gudenådalens Efterskole. Arkivfoto: Joachim Ladefoged

Kæmpe smitteudbrud på efterskole

I mandags kom det frem, at en elev på Gudenådalens Efterskole i Ulstrup i Favrskov Kommune var testet positiv for smitte med coronavirus. Skolen reagerede samme dag ved at sende samtlige skolens 180 elever hjem.

"Vi fik meldingen i formiddags, efter eleven har været hjemme i weekenden, fordi hun blev dårlig i forrige uge. Vores vurdering var så, at rigtig mange elever potentielt kan være smittet uden at have været i direkte kontakt med hende, og derfor har vi sendt alle elever hjem og kører digital undervisning fra tirsdag," sagde forstander Jesper Emil Sørensen til JP Aarhus.

Hjemsendelsen viste sig at være mere end berettiget, for her fire dage senere er 32 elever konstateret smittet med covid-19, og der kan sagtens komme flere tilfælde, skriver TV 2 Østjylland.

Efterskolen håbede tidligere på ugen, at de fleste elever kunne være vendt tilbage på nuværende tidspunkt, men det store smitteudbrud har udskudt genforeningen.

"Vi snakkede om, at det måske kunne blive søndag, men der er så meget pres på testsystemet, at man sidder i kø og venter på svar, så vi ved det faktisk ikke. Men vi lukker ikke ned et sekund længere, end det er nødvendigt. Når der er tilpas mange elever, der er testet negative, åbner vi igen dørene," siger forstander Jesper Emil Sørensen til TV 2 Østjylland.

Publiceret 31 October 2020 08:16