Mads Bach Lund er ugens gæst i afsnit 28 af KSDH, som er Jyllands-Postens podcast om AGF.

Mads Bach Lund er ugens gæst i afsnit 28 af KSDH, som er Jyllands-Postens podcast om AGF. Foto: Jonas Wrede Hansen

Agent satte Superliga-profil på plads:

"Så blev han pissesur, og vi råbte og skreg ad hinanden"

Den aarhusianske fodboldagent Mads Bach Lund åbner op for en del af den professionelle fodboldverden, som man sjældent hører om

Af
Jonas Wrede Hansen

Fodbold Det er ikke den traditionelle vej, Mads Bach Lund har taget ind i fodboldens benhårde agent-verden. Han har ikke spillet fodbold på topniveau ligesom mange af hans kolleger, der på den måde har opbygget et stort netværk i branchen. Han har derimod arbejdet hårdt for at opfylde den drøm, han gik rundt med som ung studerende på handelshøjskolen i Aarhus.

Det fortæller han selv i afsnit 28 af KSDH, som er Jyllands-Postens ugentlige podcast om AGF.

"Jeg sendte en masse uopfordrede ansøgninger uden forventning om at få svar. Men jeg var heldig at få et svar fra nogen, der var i gang med at bygge noget op, og der kunne jeg passende komme ind som stikirenddreng," siger Mads Bach Lund.

Mads Bach Lund er blandt andre agent for AGF-spilleren Nicklas Helenius.

Mads Bach Lund er blandt andre agent for AGF-spilleren Nicklas Helenius. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Kort fortalt udførte han alle de opgaver, som de andre i firmaet ikke gad, men det ungdommelige gåpåmod skulle hurtigt vise sig at bære frugt.

"På relativ kort tid gik jeg fra at være frivillig, hvor jeg samtidig læste og tog min bachelor færdig, til at være mere aktiv og have en større rolle. Jeg fik en FIFA-licens hos DBU, hvor man har en prøve i FIFA- og DBU-regler, og så var jeg det, man kalder for licenseret fodboldagent," fortæller han.

En del af eliten

Det er godt og vel 15 år siden, at Mads Bach Lund begyndte sin vej mod drømmen, og det er snart en del år siden, at han med en kold øl og en følelse af, at verden lå lige foran ham, kunne fejre, at han havde færdiggjort sin første spiller-kontraktforhandling.

"Min førte opgave var at sidde med Anders Gerber, der var træner i Aarhus Fremad, og se på et diasshow omkring, hvordan Ruben Nygaard skulle spille højre kant. Det var sindssygt spændende. Vi lavede en bibeskæftigelsesaftale til Ruben, og så var jeg ligesom igang. Jeg kan godt sige, at der ikke var penge at tjene på det, men det var en fantastisk oplevelse," fortæller den aarhusianske fodboldagent.

I dag er det spillere og aftaler på en helt anden hylde, som Mads Bach Lund beskæftiger sig med. Han er en del af det verdensomspændende agentbureau SEG, hvor han blandt andre har AGF-spillerne Frederik Tingager og Nicklas Helenius samt FCK-spilleren Rasmus Falk som sine klienter. Han har fået skabt et navn i det professionelle fodboldmiljø, og han har kontakter rundt omkring i flere europæiske fodboldligaer.

Uenighed med Helenius

Det betyder, at han har travlt, når transfervinduerne er åbne, hvor klubberne handler med hinanden, men det betyder også, at han ofte er på farten tværs over landegrænser, når verden altså ikke er lukket ned på grund af en pandemi. Han rejser rundt til de fodboldspillere, han har som klienter, og det er ikke kun for at forhandle kontrakter - det er også for at følge med i de forskellige fodboldspilleres karriere og for at lære dem bedre at kende.

Jeg er meget ærlig og bramfri

Sådan en tur endte dog for nogle år siden med, at Mads Bach Lund kom op at skændes med en af sine klienter, den nuværende AGF-spiller Nicklas Helenius.

Dengang spillede AGF-angriberen i tyske Paderborn, og den aarhusianske fodboldagent var taget derned og så en kamp, hvor Nicklas Helenius endda scorede.

"Vi havde inden kampen snakket om, at han skulle til at vise lidt mere udtryk og lidt mere udstråling," fortæller Mads Bach Lund, der dog på trods af målet ikke syntes, at Nicklas Helenius havde levet op til det.

"Jeg er meget ærlig og bramfri. Der er ikke noget der. De (spillerne, red.) kan også sige til mig, hvis jeg er et fjols - det skal kunne gå begge veje. Men jeg sagde til Nicklas, at jeg synes, at han ikke havde levet op til de ting, som vi havde aftalt. Så blev han pissesur, og vi råbte og skreg ad hinanden," fortsætter Mads Bach Lund.

De blev efterfølgende enige om at lægge episoden bag sig, men i dag snakker de to ikke særlig meget sammen og har et mere professionelt forhold til hinanden.

"Nicklas ved, hvor han har mig, jeg ved, hvor jeg har ham," siger Mads Bach Lund.

FAKTA

UGENTLIG PODCAST OM AGF

Hele interviewet med fodboldagent Mads Bach Lund kan høres i afsnit 28 af 'KSDH', som er Jyllands-Postens podcast om AGF. Hver uge vender værterne Mikkel Hemmer-Hansen og Jonas Wrede Hansen de seneste nyheder og går i dybden med aktuelle emner, der altid omhandler 'de hviie' fra Fredensvang. Hør 'KSDH' dér, hvor du normalt lytter til podcasts eller på jp.dk/ksdh

Publiceret 07 November 2020 09:08