Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Oprør fra landet skaber trafikkaos i de store byer: Traktorer vil blokere vejene i København og Aarhus

Der er en udbredt utilfredshed med håndteringen af coronakrisen blandt folk fra landbruget, og særligt den store minkaflivning har sat sindene i kog.

Rasende landmænd og minkavlere viste deres utilfredshed, da de for 14 dage siden kørte traktorer i samlet flok gennem Holstebro for at demonstrere, og nu ruller de mange landbrugsmaskiner videre ind i de store byer.

Lørdag formiddag vil mange hundrede langsomtkørende traktorer køre gennem København og Aarhus for at protestere mod det, de kalder magtmisbrug og manglende respekt for folkestyret og grundloven, skriver organisationen 'Oprør Fra Landet' på Facebook, hvor 937 i skrivende stund har tilkendegivet, at de deltager.

I København kører traktorerne ind i København via tre indfaldsveje omkring klokken 10. Senere samles de på Langelinie på Østerbro indtil klokken 16.

I Aarhus forventes ligeledes flere hundrede køretøjer. De vil køre via indfaldsvejene til Aarhus Havn, hvorfra demonstranterne vil gå til Rådhuspladsen. Efter et par timer går demonstranterne tilbage til havnen og kører i traktorerne ud af byen igen, lyder meldingen ifølge Lokalavisen Aarhus.

Øvrige trafikanter må påberegne trafikkaos og forsinkelser i de nævnte områder lørdag, lyder advarslen.

Se mere om demonstrationerne på www.folkelighed.dk

jn

Publiceret 20 November 2020 10:41