Der er lørdag morgen store problemer med vandforsyningen i Viborg.

Der er lørdag morgen store problemer med vandforsyningen i Viborg. Modelfoto: Adobe Stock

By er vågnet op til kæmpe vand-problem

Der er lørdag morgen problemer med vandet i Viborg

En del borgere i Viborg får lørdag morgen svært ved at brygge kaffen eller tage et langt bad. Energi Viborg, som står for vandforsyningen i byen, meddeler således på sin hjemmeside, at der er store driftsforstyrrelser.

"I nogle områder betyder det lavt vandtryk, og i andre områder er der slet ingen vandforsyning," skriver Energi Viborg på hjemmesiden.

Det har foruden manglende vand flere steder også medført stort pres på beredskabsvagtens telefon, som kimes ned af frustrerede borgere.

"Vi vil gerne opfordre kunder til ikke at ringe til os, da vores beredskabsvagt i øjeblikket modtager rigtig mange opkald, som de alligevel ikke har mulighed for at svare på. Vandbruddet er ikke lokaliseret, så vi kan på nuværende tidspunkt ikke melde ud, hvornår vandforsyningen er genetableret," fortsættes meddelelsen på Energi Viborgs hjemmeside.

I forbindelse med driftsforstyrrelserne oplyser forsyningsselskabet, at der kan forekomme misfarvet vand og luft i vandet. Dette er dog ikke sundhedsskadeligt, men det frarådes at vaske tøj, når der er misfarvet vand.

jwh

Publiceret 21 November 2020 08:46