Inger Støjberg brugte en kontroversiel Donald Trump-vending, da hun lørdag holdt tale i Aarhus i forbindelse med den store traktor-demo, og det får flere til at kritisere hende.

Inger Støjberg brugte en kontroversiel Donald Trump-vending, da hun lørdag holdt tale i Aarhus i forbindelse med den store traktor-demo, og det får flere til at kritisere hende. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Støjberg vækker forargelse med tale:

Brugte Trump-udtryk

Vensres Inger Støjberg gik på scenen i Musikhusparken i Aarhus ved lørdagens traktor-demo med en tale, som nu bliver diskuteret på de sociale medier

Af
Jonas Wrede Hansen

Flere hundrede traktorer indtog lørdag Aarhus, og det samme gjorde op mod 1.000 mennesker, som alle var vrede over regeringens håndtering af minksagen. Flere folketingspolitikere deltog, da demonstrationen bevægede sig op foran Musikhuset i Aarhus, men den politiker, der efterfølgende har fået størst opmærksomhed, er tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Hun stillede sig op på scenen for at tale, ligesom Alex Vanopslagh (LA) og Lars Boje Mathiesen (NB) gjorde det. Hun skældte ud på regeringen, ligesom de to andre nævnte folketingspolitikere gjorde. Men da hun ifølge Berlingske sagde:

"Vi skal have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarrogance," skilte hun sig ud fra sine kolleger på Christiansborg.

For udtrykket "drænet sumpen" kan meget let associeres med Donald Trumps "drain the swamp", som den amerikanske præsident adskillige gange har brugt i taler og på de sociale medier med en henvisning til, at der er korruption i magtens centrum i USA, og at den korruption skal fjernes.

Politikere raser over Støjberg

Det har fået flere på sociale medier som Twitter og Facebook til at rase over den tidligere ministers retorik.

Søren Pind, tidligere folketingsmedlem for Venstre, skriver blandt andet følgende på Twitter:

“Dræne sumpen...” Hvad sker der for mit gode gamle parti."

Imens Radikale Venstres politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, opfordrer Venstre til at tage afstand fra Inger Støjbergs retorik.

"Det dér? Det er splittelse i sin essens. Bliv ikke til GOP," skriver Sofie Carsten Nielsen på Twitter.

Ellemann tager afstand

Inger Støjberg er desuden næstformand i Venstre, men partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen, er ikke enig i, at partiets medlemmer skal bruge en så kontroversiel Donald Trump-vending.

"Jeg har ikke selv hørt det. Jeg kan henvise til, at når den snart forhenværende præsident sagde, at sumpen skal drænes, så var det en henvisning til the establishment (eliten, red.) i Washington og en henvisning til hele statsadministrationen. Det kan jeg forsikre, ikke er Venstres politik. Regeringen skal udskiftes. Statsadministrationen har vi det fint med," siger Jakob Ellemann-Jensen (V) til TV 2.

Det var gruppen 'Folkestyret hylder Grundloven', som lørdag stod bag demonstrationen i Aarhus. Omkring 350 landmænd deltog med deres traktorer, hvor de med skilte udtrykte deres utilfredshed med regeringens håndtering af minksagen.

Det begyndte fra morgenstunden, hvor de mange traktorer strømmede til Aarhus fra nær og fjern for at køre hen til det første mødested, som var på havnen. Herefter kørte de ned mod Musikhusparken, hvor der blev afholdt flere taler.

Publiceret 22 November 2020 11:23