Foto til illustration af uenighed, skilsmisse, utroskab, uvenskab.

Foto til illustration af uenighed, skilsmisse, utroskab, uvenskab. Arkivmodelfoto: Jan Grarup /Ritzau Scanpix

Jan måtte flygte fra sine egen kone:

"Det var helt vildt og til sidst umuligt for mig at være i"

Efter en hård skilsmisse endte Jan med at overnatte på gaden, før han fik hjælp på Mandecentret i Vestergade

Af
Louise Nyvang Burmeister

Krise Et tag over hovedet og ro. Det var kort fortalt, hvad 45-årige Jan havde brug for i vinteren 2014. Det fandt han på Mandecentret i Vestergade.

Efter en turbulent tid, hvor han boede hos venner rundt omkring i byen, endte han en dag på gaden, fordi han ikke ville være til besvær længere. Et værelse kunne han ikke finde.

"Det var først dér, jeg opsøgte Mandecentret," siger Jan om den periode i hans liv, hvor han var allerlængst nede.

"Jeg har altid kunnet klare mig selv, men dér måtte jeg erkende, at jeg havde brug for hjælp".

Han var blevet far et års tid forinden, og det var der, problemerne begyndte. Jan var ellers lykkelig gift, de havde købt hus i Sabro og ny bil. Men med fødslen af deres datter ændrede hans kone sig, forklarer Jan:

"Jeg tror, hun har haft en fødselsdepression. Så snart jeg trådte inden for døren begyndte råben og skrigen," siger Jan og tager en slurk af sin te.

Han ryster selv på hovedet indimellem. Seks år efter har han stadig svært ved at forstå, hvad der egentlig skete.

"Jeg var under et enormt pres. Hun svinede mig til, nedgjorde mig. Det var helt vildt og til sidst umuligt for mig at være i," siger Jan om den svære beslutning om at gå fra hjem, kone og datter.

"Jeg kunne intet gøre rigtigt. Alt, hvad jeg gjorde, var forkert, og til sidst måtte jeg nærmest ikke nærme mig min egen datter."

Han forsøgte at få sin kone til at få hjælp og tale med en psykolog, men det ville hun ikke, fortæller han.

Fire sportstasker med tøj

Jan skrev under på en skilsmisseaftale, og pludselig stod han uden et sted at bo.

"Vi havde både haft hus og bil, men pludselig havde jeg kun de fire sportstasker med tøj, jeg havde i hænderne. Jeg blev presset til at skrive under på den aftale og ville bare have det bedste for min datter," fortæller Jan.

Da han første gang mødte op på Mandecentret, fik han en samtale med en socialrådgiver og en terapeut. Derefter fik han et værelse.

"Da jeg satte mig ned på det værelse og vidste, at her kunne jeg være, følte jeg sådan en ro. Der var ingen konstant kritik, skældud eller råben."

Efter visitationssamtalen på centret fik Jan også for første gang sat ord på, hvad han havde været udsat for.

"Det var første gang, jeg fik sat betegnelsen 'psykisk terror' på. Det var første step til at komme videre," siger Jan, der endte med at bo fem måneder på centret.

Han ville egentlig gerne have opholdt sig på centret lidt længere, men han var nødt til at vige pladsen for andre, der var i større nød.

"Jeg havde aldrig troet, at jeg var sådan én, der skulle have hjælp på et krisecenter, men jeg tror, at der er mange, der ikke ved, at tilbuddet er der og egentlig kunne have gavn af det," siger Jan, der i dag bor i Viby.

'Jan' er et opdigtet navn, mandens rigtige navn er redaktionen bekendt.

Publiceret 27 November 2020 09:00