Tidligere justitsminister, som PET advarede mod, er død
Tidligere justitsminister Ole Espersen (S) er sovet ind i en alder af 85.
Det fremgår af mindeord i Bornholms Tidende skrevet af den tidligere overborgmester i København, Frank Jensen (S).
Ole Espersen kom i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973. Otte år senere, i januar 1981, udnævnte statsminister Anker Jørgensen ham til justitsminister, selvom PET frarådede det, fordi Ole Espersen havde mødt sovjetiske diplomater.
"Der var tale om et forsøg på at miskreditere mig fra nogen, som ikke brød sig om at få mig som minister," sagde Ole Espersen ved sin 80-års fødselsdag i 2014.
Som justitsminister stod Ole Espersen i spidsen for blandt andet lovgivning mod tv-overvågning i offentlige rum og en nedsættelse af straffen for berigelseskriminalitet, inden Socialdemokratiet i september 1982 måtte afgive regeringsmagten til Poul Schlüters (K) første regering.
Ole Espersen blev født i Nylars på Bornholm. Han var uddannet jurist og ansat i Justitsministeriet, inden han i 1971 blev professor i statsforvaltningsret ved Københavns Universitet.
Her vendte han senere tilbage som professor i folkeret, efter at hans tid som medlem af Folketinget i 1994 var afsluttet efter 21 år.
Det skriver Ritzau.
jr
Publiceret 05 December 2020 12:13