Arkivfoto: Delil Souleiman/AFP/Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Delil Souleiman/AFP/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Aftale på plads: Børn af fremmedkrigere skal hentes hjem fra Syrien

Regeringen, V, SF, RV, KF & LA er blevet enige om nedsættelse af en ny hurtigtarbejdende taskforce, der skal få de danske børn hjem til Danmark.

Det ser nu ud til, at der er håb for de danske børn, som under kummerlige forhold sidder fanget i de berygtede syriske fangelejre.

Ifølge Udenrigsministeriet er regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance blevet enige om at etablere en hurtigtarbejdende ”Task Force Evakuering,” der senest den 15. maj skal have afdækket, om det er muligt at evakuere de danske børn uden deres forældre på baggrund af en individuel vurdering.

Målet er, at børn af danske forældre kan komme til Danmark hurtigst muligt - men uden deres forældre. Voksne fremmedkrigere, der har tilsluttet sig en kamp imod vores demokratiske værdier om frihed og lighed, er nemlig uønskede i Danmark, lyder det i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

Indtil det er muligt at hente børnene hjem, vil task forcen samtidig igangsætte tiltag, der kan forbedre børnenes vanskelige vilkår i lejrene.

Derfor skal de hjem

Årsagen til, at politikerne nu vil hente fremmedkrigernes børn hjem, er, at situationen i lejrene i Syrien er forværret. Sikkerheden og sundhedsforholdene er dårlige, og der er omfattende mangel på basale ydelser, herunder medicin, sundhedsydelser og rent drikkevand, hvilket rammer børnene, som i modsætning til deres forældre er uden skyld i deres aktuelle situation, særligt hårdt. Samtidig forøges radikaliseringsrisikoen, jo længere tid børnene opholder sig i lejrene, skriver Udenrigsministeriet.

Publiceret 30 March 2021 10:33