Du behøver ikke vinde guld, når det gælder størrelsen.

Du behøver ikke vinde guld, når det gælder størrelsen. Julian Stratenschulte / Ritzau Scanpix

Læge med opråb i skridthøjde:

Din penis er fin, som den er

Nej, du er ikke en vatpik.

Af
Sten Brøgger

Hvis du er mand, har du på et tidspunkt i dit liv prøvet at skæve til sidemandens pik i fællesbadet.

Det er selvfølgelig et postulat, men sandheden er nok, at de fleste af os har gjort det mere end én gang - efter idræt i skolen, i svømmehallen eller i sportsklubben.

Mange drengebørn går op i størrelsen, og særligt i teenageårene kan det være svært, hvis sidemanden har en kæp, mens du har en kvist. Af samme grund skal vi være meget opmærksomme på, hvordan vi taler om det, drenge og mænd har mellem benene.

Det mener læge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Aarhus, Jacob Isøe Klærke, der i et nyligt facebookopslag går i rette med udtryk som eksempelvis vatpik, small dick energy og big dick energy.

Voksne har et ansvar

Udtryk, han kalder for ”sexistisk og kropsudskammende sprogbrug” rettet mod størrelsen på mandens kønsorgan.

”Mit lille opråb er mest møntet på de voksne. Vi har et ansvar for, hvilke værdier vi giver videre til børn og unge,” siger han til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:

”Hvis man bruger udtryk som vatpik, forstærker man en kobling mellem en kropsdel og nogle negative værdier om, hvordan du er som person.”

En rigtig mand

Jacob Isøe Klærke mener, at vi som samfund har meget fokus på pigers udvikling og det sprog, vi bruger i forhold til deres kroppe. Det er vigtigt, at vi også husker drengene, lyder det.

”Det er vigtigt, at vi støtter op om, at der et bredt normalbillede. Man skal ikke være på en særlig måde," siger Jacob Isøe Klærke.

Det budskab kan projektleder i Sex & Samfund, Jeppe Hald, helhjertet tilslutte sig. Vi skal være opmærksomme på ikke at bruge uheldige udtryk, lyder det.

”Sproget understøtter billedet af, at en stor pik er bedre end en lille pik. En stor pik svarer til store muskler. Det er noget, mange forbinder med maskulinitet. Vi vil gerne afkoble sammenhængen mellem være attraktiv og at have en stor pik,” siger han til Lokalavisen Aarhus.

Man skal ikke tage alt, man ser i fællesbadet for gode varer, mener Jeppe Hald.

Man skal ikke tage alt, man ser i fællesbadet for gode varer, mener Jeppe Hald. Pressefoto, Sex & Samfund

Nu, vi snakker om fællesbadet...

Hald har blandt andet rådgivet unge om sex og krop på 'Sexlinien for Unge', og her gør man meget ud af at påpege, at mange andre ting end en stor pik spiller ind i forhold til, om man er god i sengen.

”Sexpartnere bliver tit tiltrukket af øjenkontakt og smil, og det er ikke nødvendigvis godt at have en stor pik, fordi det kan gøre ondt på partneren,” siger Jeppe Hald.

Han har i øvrigt en pointe til de drenge (og mænd), der måske skæver lidt til de andre i fællesbadet.

”Der er en vis proportionsforvrængning, fordi man ser de andres pikke fra en anden vinkel, end man ser sin egen. Nogle pikke vokser fire gange deres størrelse, når de bliver stive, og det kan man heller ikke se i omklædningsrummet,” lyder det.

Du kan læse mere om den normale pik hos Sex og Samfund.

Publiceret 01 April 2021 10:37