Ansatte hos Freddie's To-Go har været udsat for voldsomme trusler, siden den rullende burgerbar åbnede i starten af februar.

Ansatte hos Freddie's To-Go har været udsat for voldsomme trusler, siden den rullende burgerbar åbnede i starten af februar. Modelfoto: Adobe Stock

Trusler på livet, hærværk og tyveri:

Nu har burgerbar fået nok

Den rullende burgerbar Freddie's To-Go flytter fra Aarhus Nord efter flere ubehagelige oplevelser på Norges Allé

Af
Jonas Wrede Hansen

"De siger, at de vil komme for at smadre os og slå os ihjel."

Det er bestemt ikke småting, som de ansatte hos den rullende burgerbar Freddie's To-Go har været udsat for, siden den åbnede på Norges Allé i Aarhus N for under to måneder siden. Medejer Sinan Altunbulak fortæller til Lokalavisen Aarhus, at den varme velkomst fra områdets burgerglade kunder er blevet overskygget af adskillige ubehagelige trusler, som både er foregået telefonisk og fra folk, der er dukket op i madvognen.

"De er mødt op, og så har de chikaneret vores ansatte. Men det er gået så hurtigt, at det ikke har været muligt at lave en beskrivelse af, hvordan de ser ud," fortæller Sinan Altunbulak, som i starten af februar åbnede Freddie's To-Go ved Fakta på Norges Allé.

Tyveri og hærværk

Det gjorde han sammen med Khial Andar, og de to burgerentusiaster havde et fælles ønske om at lave et nyt sted i området, som skulle give aarhusianerne et alternativ til de store burgerkæder. Men allerede kort efter åbningen begyndte de trælse oplevelser at finde sted i madvognen.

"Vi blev fra starten udsat for tyveri, hvor låsen til døren blev ødelagt, og food trucken blev gennemrodet, men der blev kun stjålet nogle småting. Det er nok ikke her, at man skal bryde ind som tyv, hvis man vil finde de store penge," fortæller Sinan Altunbulak.

Men så begyndte chikanen at blive grovere. Pludselig begyndte madvognen at modtage de ubehagelige opkald, hvor ukendte personer kom med voldsomme trusler, og det gik ifølge medejeren ud over hans ansattes lyst til at møde op på arbejde.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Medejer Sinan Altunbulak har valgt at flytte madvognen til en ny placering i Aarhus efter de voldsomme episoder med trusler, hærværk og tyveri.

Medejer Sinan Altunbulak har valgt at flytte madvognen til en ny placering i Aarhus efter de voldsomme episoder med trusler, hærværk og tyveri. Foto: Freddie's To-Go

"Vores ansatte synes selvfølgelig ikke, at det er særlig fedt. Som de siger, så ved man ikke, hvem der siger hvad, og hvad det kan ende med. Det er kommet til et punkt, hvor folk har fået nok. Det er også blevet lidt svært at lave vagtplaner, for jeg føler, at det er lidt svært at få folk til at komme og arbejde," fortæller Sinan Altunbulak, der godt kan forstå, at flere har været utrygge ved at stå i madvognen på Norges Allé.

Åbner nyt sted i Aarhus

Han har ingen idé om, hvem der står bag de uhyggelige opkald. Men han har registreret, at de er kommet fra to forskellige numre, som begge er tilknyttet taletidskort. Sinan Altunbulak kan dog ikke helt forstå, hvorfor gerningsmændene har valgt hans rullende burgerbar som et offer for chikanen.

"Der kan være mange motiver, men jeg har svært ved at forstå, hvorfor de har valgt at chikanere os. Vi har ikke problemer med nogen. Vi passer bare os selv," fortæller Sinan Altunbulak, der nu har fået nok.

Det er også derfor, at han nu har taget beslutningen om at flytte væk fra Aarhus Nord for i stedet at åbne på Søren Frichs Vej. Her har han fået lov til at åbne tæt på et boligområde, og han har store forventninger til det nye sted.

"Søren Frichs Vej passer os rigtig fint. Der er en masse nye boligbyggerier, og der åbner en ny Netto tæt på det sted, hvor Freddie's To-Go kommer til at ligge," fortæller han og oplyser, at madvognen åbner på den nye placering i starten af april.

De ubehagelige episoder fra tiden på Norges Allé er desuden blevet meldt til politiet, og kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi bekræfter overfor Lokalavisen Aarhus, at politiet har modtaget anmeldelsen og er i gang med at efterforske episoderne.

Publiceret 03 April 2021 12:28