"Det er en dejlig følelse af, at man igen kan stemple ind i et fællesskab"
0.-4. klasserne er tilbage på den fysiske skolebænk. I Ebeltoft er det et lille skridt på vej til en normal hverdag
Ebeltoft Tommy Sørensen skutter sig lidt i den bidende morgenkulde foran Ebeltoft Skole, mens sønnen Victor slentrer ind i varmen og hilser på skoleleder Lars Lau Frederiksen med et lidt søvnigt 'god morgen'.
Over skolen blafrer Dannebrog for at markere, at det på mange måder er en festdag, at de yngste skoleelever fra 0.-4. klasse ikke længere skal følge undervisningen fra hjemmet, og begejstringen over gensynet med skolekammeraterne er da også tydelig blandt børnene. Men det er den bestemt også blandt forældrene.
Økonomer har anslået, at det hver uge koster samfundet cirka en milliard kroner i tabt produktivitet, at børnene er hjemsendt fra skole. Det har da heller ikke været en let opgave at jonglere eget arbejdsliv med en rolle som støttelærer, fortæller Tommy Sørensen.
"Det tager rigtig meget plads derhjemme. Det har været svært, for selv om de jo får undervisningen fra læreren, så er der stadig masser af ting, de skal hjælpes med. Så skal der jo også laves noget mad flere gange i løbet af skoledagen. Det betyder jo konstant en masse forstyrrelser, og det giver bare udfordringer i forhold til at passe sit eget," fortæller Tommy Sørensen.
Konstant arbejde
Det er også en udlægning, som Line Nielsen kan tilslutte sig, da hun følger sønnen Rasmus til genåbningens første skoledag.
Hun arbejder til daglig som revisor, men imens hun aktuelt er hjemmearbejdende og Rasmus har været på den virtuelle skolebænk, har det ikke været let at få tidsregnskabet til at gå op.
"Jeg har mest af alt en følelse af at have været på arbejde hele tiden i de sidste mange uger. Der har hele tiden været noget at lave og noget at hjælpe med, så aftenerne og weekenderne er blevet brugt til at arbejde igennem. Det har været svært og ret hårdt, så jeg tænker, at det bliver godt at vende tilbage til en mere normal hverdag," konstaterer Line Sørensen.
Ros til forældre
Skoleleder Lars Lau Frederiksen kan godt genkende det billede, men det fortæller samtidig historien om det engagement, han har oplevet fra forældrenes side for at få nedlukningen til at fungere bedst muligt.
Vi skal sørge for at lave sjov og få snakket en masse med børnene. Det er jo det sociale, som de hovedsageligt har savnet.
"Jeg må bare give stor ros til vores forældre for det engagement, de har lagt i det her arbejde. De har klaret det helt fantastisk for at få hjemmeundervisningen til at køre. Det samme har lærerne, så det har fungeret virkelig godt, men det er naturligvis ikke det samme som at komme fysisk i skole," noterer Lars Lau Frederiksen.
Socialt afsavn
Eleverne når kun at være tilbage i skole i en uge, inden vinterferien melder sig. Der har da også været spekuleret i, om det havde været klogere at vente med genåbningen til efter ferien og dermed begrænse forsamlingerne yderligere.
Lars Lau Frederiksen vurderer dog, at netop på grund af det manglende sociale fællesskab mellem børnene under hjemsendelsen, så giver det god mening, at skolerne starter op nu.
"Jeg synes, at når det nu skal være, så er det godt, vi åbner nu. Jeg har sagt til lærerne, at vi skal sørge for at lave sjov og få snakket en masse med børnene. Det er jo det sociale, som de hovedsageligt har savnet. Det faglige skal vi nok indhente, og når vi går i gang nu, betyder det også, at vi kan være helt klar, når vi mødes igen efter vinterferien. Jeg er sikker på, det bliver rigtig godt, siger Lars Lau Frederiksen.
Ind i fællesskabet
Tilbage hos Tommy Sørensen er det også den spæde følelse af, at dagen hvor de yngste skoleelever vender tilbage til skolen, også markerer dagen, hvor det sociale samvær forhåbentlig kan begynde at vende en lille smule tilbage til normalen igen.
"Der er jo også en masse socialt imellem os forældre. Jeg kan godt lide at komme herop om morgenen og lige nå at hilse på nogle mennesker. Det har jeg savnet. Jeg synes, det her giver en dejlig følelse af, at vi igen kan stemple ind i et fællesskab," lyder det fra Tommy Sørensen.