Gellerup Bypark kan vinde "Europas vigtigste arkitekturpris"
Den nye bypark i Gellerup er nomineret til EU's officielle arkitekturpris, som omtales som Europas vigtigste
Når Mies van der Rohe-prisen til næste år uddeles i Barcelona, kan Gellerup Bypark få en hovedrolle. Den 130.000 kvadratmeter store, naturrige bypark, der er skudt op i Gellrupparken og Toveshøj i det vestlige Aarhus, er således blevet nomineret til den prestigefulde pris, der er EU's officielle arkitekturpris og omtales som den vigtigste i Europa.
Det oplyser arkitektfirmaet SLA, der har tegnet Gellerup Bypark, i en pressemeddelelse.
Arkitekturprisen Mies van der Rohe Award uddeles kun hvert andet år og er historisk oftest givet til bygningsarkitektoniske prestigebyggerier som teatre, museer og koncertsale. Derfor vækker det ekstra opsigt, at en vild og utæmmet bypark i et udsat ghettoområde nu er blevet nomineret til prisen, påpeger Keld Laursen, der er administrerende direktør i Brabrand Boligforening, der står bag projektet med byparken.
”At en park i et ghettoområde bliver nomineret, er interessant. Jeg håber det vil bidrage til, at omverdenen får øjnene op for, at der i Gellerup foregår en omdannelse, som er noget helt særligt,” siger han i pressemeddelelsen.
Netop ambitionen om at skabe en helt særlig omdannelse af Gellerup fra ghetto til integreret byområde i Aarhus har været drivkraften for arkitektfirmaet SLA, der har designet byparken.
”Med Gellerup Bypark har vi sammen med Brabrand Boligforening søgt at skabe et stort, grønt og socialt fællesrum for både beboere og besøgende i Gellerup. Byparken peger fremad mod en helt ny måde at tænke ghetto- og byudvikling på. Ved at prioritere grønne attraktioner, natur, biodiversitet og det at skabe gode uderum for alle viser vi, at der er andre måder at udvikle vores socialt udsatte boligområder på end ved blot at rive boliger ned: Nemlig ved at udvikle folks ude- og leverum og tilføre en masse nye sociale aktiviteter og naturkvaliteter lige uden for deres dør og på den måde skabe sociale, humanistiske og klimamæssigt bæredygtige løsninger,” siger Karsten Thorlund, tegnestuechef i SLA, i pressemeddelelsen.
jwh