Pensionskasse køber tank-grund for 44 millioner
PFA har købt grunden ved siden af Prismet
Den seneste tid har der gået rygter om, at pensionskassen PFA har planer om at udbygge det markante højhus Prismet på hjørnet af Viborgvej og Silkeborgvej.
Lokalavisen Aarhus har spurgt PFA ind til dette, men har hver gang fået meldingen, at man ikke har nogen kommentarer.
Men som ordsproget siger, går der ikke røg af en brand, uden at der er ild, og meget kunne tyde på, at pensionsgiganten faktisk pønser på et stort projekt.
I hvert fald fremgår det nu af Tingbogen, at PFA Ejendomme har købt nabogrunden til Prismet, Silkeborgvej 4, hvor der har været tankstation i adskillige år.
Den 3.600 kvadratmeter store grund er købt for hele 44 millioner kroner den 1. december 2020. Sælger af grunden var Dansk Shell.
Lokalavisen Aarhus har selvfølgelig spurgt PFA, hvilke planer selskabet har med grunden.
"Vi har ikke kommentarer på nuværende tidspunkt," lyder meldingen atter fra PFA's presseafdeling i en mail.
Med hemmelighedsfuld radiotavshed fra pensionsgiganten må avisen se sig nødsaget til at søge andre kilder for at få nysgerrigheden stillet. Det kunne jo være, at PFA havde indledt en byggesag hos kommunen eller forhørt sig om byggemuligheder.
Men ak, heller ikke her er der noget at hente. Ifølge byggesagsarkivet er seneste interessante aktivitet vedrørende Prismet en sag om etablering af en tagterrasse i 2018, og seneste forespørgsel vedrørende tankstation-grunden var i 2018 fra Shell. Den gik på muligheden for at etablere en dagligvarebutik.
Om PFA har planer om at bygge endnu et kontorhøjhus, almindelige erhvervslejemål eller noget helt tredje, må tiden desværre vise. Lokalavisen Aarhus holder dig opdateret.