En fortjent sejr over de danske mestre
Håndbold HTH Ligaen Skanderborg Håndbold – Aalborg Håndbold 33-29 (16-16). Målscorer for Skanderborg: Cornelius Kragh 8, Morten Balling 8, Lars Skaarup 6, Mike Haack 3, Nikolai A Nielsen 2, Thomas Sommer Arnoldsen 2, Mathias Bitsch 2, Mads Kalstrup 1 og Marcus Mørk 1.
Det var en meget tilfreds Nick Rasmussen der gik rundt og snakkede med de ledere og tv-folk, som nu var i Fælledhallen efter Skanderborgs sejr over de danske mestre torsdag i sidste uge.
"Taktikken, med et aggressivt forsvar og hurtigt angrebsspil, var lagt for at hamle op med et Aalborg mandskab, med hele syv spillere, der havde været med ved VM, og andre tre skadede nøglespillere. Det betød, at Skanderborg fra 6. januar har kunnet træne uden skader og afbud, mens det samme ikke var tilfældet for Aalborg. Det kunne også ses på spillet, der ikke som normalt hang helt sammen for gæsterne. De forsøgte, de kæmpede, men det samme gjorde vi," siger Skanderborg Håndbolds formand, Jens Christensen, om kampen.
Efter en helt lige 1. halvleg, som dog var skæmmet noget af fejl – og måske lidt manglende skarphed efter en periode på 6 uger uden kampe – kom der mere og mere styr over spillet.
Kampens start var præget af megen frustration over de 2 dommere Nicklas Pedersen og Nichlas Nygård, der tilsyneladende ville kopiere dommerne fra VM med tegn og fagter for hændelser, de skulle forklare. Det faldt ikke i god jord hverken på banen eller udenfor.
De 2 forsvar stod meget kontant, men bevægelige, og gjorde deres til, at der opstod tekniske fejl i begge ender. Målmændene fik ikke fat i så meget i denne halvleg, og Kent Jæger, målmandstræner for Skanderborg, udtalte i pausen at det hold, hvis målmand begyndte at få fat, ville vinde kampen.
Det fik han ret i.
I 2. halvleg fortsatte det jævnbyrdige spil med skiftende føringer, uden at nogen trak fra – men med 12 minutter igen begyndte der at vise sig en vinder. Netop Salah Boutaf fik nogle flotte redninger, herunder 3 straffekast, og så kom Skanderborg i front. Fra lige 25-25 endte kampen på 33-29.
Med sejren rykker Skanderborg fra 9. pladsen op til en placering som nr. 5. Næste kamp er på udebane 10. ferbuar, hvor Skanderborg møder Ribe-Esbjerg.
Kilde: Skanderborg Håndbold
bo