Genbrugsbutikker er klar til at åbne i Aarhus
Danmissions genbrugsbutikker ser frem til næste uge, hvor de kan genåbne
Siden 25. december har alle Danmissions genbrugsbutikker ligesom den øvrige detailhandel holdt lukket på grund af coronarestriktionerne. Men med regeringens udmelding denne uge om, at butikker på under 5.000 kvadratmeter fra på mandag kan åbne igen, er Danmission ved at gøre klar til genåbningen, oplyses det i en pressemeddelelse.
Størstedelen af Danmissions butikker åbner derfor i løbet af de tre første dage i næste uge.
“En rigtig stor del af vores frivillige har meldt sig klar til at vende tilbage til butikkerne. Der er også en del, der helt forståeligt, pga. deres eget eller familiemedlemmers helbred, vælger at blive hjemme lidt endnu,” siger Jannie Zillig, der er leder af Danmission Genbrug & Salg, i pressemeddelelsen.
Genåbningen af Danmissions butikker vil ske med fokus på både de frivilliges og kundernes tryghed og sikkerhed.
“Vi har efterhånden en vis rutine i at drive genbrugsbutikker midt i en covid-19-tid. Det er altafgørende, at både kunder og vores frivillige føler sig trygge. Vi følger myndighedernes retningslinjer i alle vores butikker,” fortsætter Jannie Zillig i pressemeddelelsen.
Sprit og afstand
Der vil være håndsprit ved indgange, afstandsmarkører på gulve og værn af plexiglas ved kasseapparater, når Danmissions butikker åbner i næste uge. Både kunder og frivillige skal bære mundbind/visir. Der vil desuden være information til kunderne, og hver enkelt butik vil skilte med, hvor mange kunder, der må være i butikken ad gangen. Der kan være forskellige forholdsregler fra butik til butik, som afhænger af størrelse og indretning, fremgår det af pressemeddelelsen.
Sundhedsmyndighedernes krav er, der må være en kunde per 10 kvadratmeter i butikkerne.
Desuden anbefaler Danmission, at man betaler med MobilePay eller betalingskort fremfor med kontanter.
Danmission har fire genbrugsbutikker i Aarhus Kommune, og de er placeret i Egå, Aarhus C samt to i Brabrand.
jwh