Massiv interesse for teaterstykke om Stig Tøfting
Teatret Svalegangen udvider med yderligere to spilleuger for dramatiseringen af Stig Tøftings selvbiografi
Nyheden om, at det aarhusianske teater Svalegangen i Rosenkrantzgade vil dramatisere Stig Tøftings selvbiografi, 'No Regrets', er nået helt til tyske medier, hvor Flensborg Avis har skrevet om det, og hjemme i Danmark har teaterstykket også opnået stor interesse.
Siden billetsalget startede for et par uger siden, er det således strømmet ind med billetbestillinger, og derfor har teatret valgt at udvide med yderligere ti forestillinger fordelt over to spilleuger.
Det oplyser Teatret Svalegangen selv i en pressemeddelelse.
Hudløs ærlig fortælling
Teater-stykket om Stig Tøfting er baseret på 'plæneklipperens' upolerede og roste selvbiografi 'No Regrets' fra 2005.
Her får man historierne om den kontroversielle tidligere fodboldspillers voldsdomme, fodboldens skyggesider og dagen, hvor 13-årige Stig kommer hjem fra kamp og finder begge forældre skudt i lejligheden i Frederiks Allé i Aarhus.
Det er råt for usødet, og teatret oplyste i en pressemeddelelse i forbindelse med annonceringen, at man er 'rasende stolte' over at præsentere dramatiseringen af selvbiografien.
"Det her er en vigtig fortælling i en tid, hvor en hel generation tror, at man kan alt, hvis bare man er kendt fra TV eller landsholdet. Men man skal kæmpe for alt," sagde Svalegangens direktør og kunstnerisk chef, Per Smedegaard, dengang.
Teaterstykket om Stig Tøfting får premiere 26. marts
jwh