Præsteklumme: Må jeg kondolere!

Artiklens øverste billede
Trine Gjørtz.

præsteklumme Med disse ord, flød min Facebookside for et par uger siden.

Der var forskellige varianter: Må jeg kondolere! Kondolerer. Kondolere. Kondolerer med din far. Flere af dem efterfulgt af en rose, et hjerte eller en emoji, der græd. Nogle gav sig tid til at skrive en personlig hilsen til mig, ofte med et minde fra en svunden tid, hvor min far var levende.

Grunden til Facebook-stormen var, som den opmærksomme læser nok har regnet ud, at min far er død. Jeg har mistet min far. 20 år efter min mors død er jeg nu blevet forældreløs.

Og dette afstedkom denne strøm af hilsener.

Jeg vil gerne indrømme, at jeg i mange år har haft det lidt svært med formuleringen: "Må jeg kondolere".

Men jeg har, som forventet af præsten, når denne kom ud, venligt rakt hånden frem (det var selvfølgelig før coronaen) og sagt de ord, der blev forventet af mig: "Må jeg kondolere".

Og mange gange har jeg tænkt ved mig selv, at de måske godt kunne se, at ordene var svære for mig at få over mine læber.

Indtil jeg mistede min far. For det har virkelig ændret noget for mig.

For 20 år siden mistede jeg min mor. Jeg var nybagt præst og ret ung. Tre små børn og en travl hverdag gjorde, at de dyrt betalte erfaringer faldt på stengrund.

Men tiden gik, og jeg gik med. Jeg talte ofte med kolleger og andre, om man mon ikke kunne finde en erstatning for de ord, som andre end jeg, erfarede jeg, havde det lidt svært med.

Havde, skriver jeg bevidst. For jeg har ganske enkelt ændret mening om sætningen: Må jeg kondolere.

Slår man op i en ordbog over det danske sprog, vil man læse at "kondolere kommer fra latin condolere, af kon- og dolere 'gøre ondt, føle smerte'".

Og man kan læse, at det er et udtryk, man benytter til at udtrykke sin medfølelse over for en pårørende ved en persons død.

Da min far døde, fik det helt ny betydning for mig. Det var som om, jeg pludselig kunne mærke den medfølelse. For mange havde jo kendt min far. Andre havde måske selv mistet.

Men det er helt sikkert, at jeg oplevede, at ordene gav trøst og mening.

Vi var pludselig bundet sammen i en mening, der også kunne udtrykkes sådan her:

Du har mistet din far. Det har jeg også prøvet engang, så jeg ved, hvad du går igennem nu.

Eller: Jeg kendte din far og er ked af, at han ikke lever længere. Han var et fint menneske. Jeg kan godt forstå, at du er ked af det.

Eller: Jeg frygter den dag, jeg skal sige farvel til mine forældre.

Alt sammen ligger der i ordene: Må jeg kondolere. I hvert fald, når jeg hører det nu.

Og jeg vil i fremtiden med største, ægte medfølelse, om ikke andet, fordi jeg er et medmenneske, der ved, hvad det vil sige at miste, sige: Må jeg kondolere.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.