Her er status på Hasle Torv
Flere røverier på kun én uge, indbrud og knuste ruder var virkeligheden for flere forretningsdrivende for et år siden - nu er forholdene ændret
hærværk For et år siden var der ikke mange smil at spore hos Momo Najdi og Emil Johnsen, der begge er forretningsdrivende på Hasle Torv og er indehaver af henholdsvis Café Skytten og Hasle Cykelcenter.
De stivnede smil skyldtes en lang række af røverier og hærværk mod flere butikker på torvet heriblandt caféen. Men en massiv indsats fra lokalområdet har nu ændret forholdene, fortæller Momo Najdi et år efter.
"Det går rigtig godt. Vi har fået stor støtte fra lokalsamfundet, og vi har holdt møder med interessenter i området, blandt andet udlejer og fællesrådet, og det har hjulpet," siger han og fortsætter:
"Vi ville gerne have haft politiet til at sætte overvågning op, men det fik vi ikke. Vi har selv på lovlig vis sat kameraer op i vores forretninger, og det har hjulpet samtidig med den store opbakning, vi har fået fra de lokale."
Tryghed igen
Han oplever, at hans kunder er blevet langt mere trygge ved at komme i Café Skytten, der på grund af corona-restriktionerne kun har åbent for takeaway lige nu.
"Vi kiggede os over skulderen for cirka et år siden. For mig og min café har de mere trygge forhold betydet, at jeg har haft en større tilgang af kunder fra alle nationaliteter. Folk er ikke længere nervøse, og jeg vil gerne takke for den store støtte, vi har fået for at få røverierne og hærværket til at forsvinde," siger Momo Najdi, der kunne mærke de trælse episoder både fysisk og psykisk.
Også Emil Johnsen er glad for, at de ikke længere er plaget af uroligheder.
"Vi er i et område, hvor det også er vigtigt at fortælle de positive historier. Der bliver stadig handlet med stoffer i området, og det får vi jo nok aldrig helt bugt med, men generelt er der kommet meget mere ro på. Måske har corona også haft en påvirkning, fordi folk er hjemme," siger han.
Vi kiggede os over skulderen for cirka et år siden
Han er i tvivl om, hvad der er den præcise årsag til, at røverierne og hærværket er forsvundet, men han sender en hilsen mod Østjyllands Politi.
"Politiet har været massivt til stede, og det kan sagtens have en præventiv effekt, og samtidig har vi stået sammen og været tydelige omkring, at vi ikke gad finde os i det. Det kan have åbnet øjnene for nogen, og der er ingen tvivl om, at når vi alle går sammen, så har det en helt anden signalværdi. Nu håber vi selvfølgelig, at vi kan holde den positive tendens fremadrettet," konkluderer Emil Johnsen.
Til stede i området
Hos Østjyllands Politi har man været meget til stede i området, og man er derfor tilfreds med, at der er kommet mere ro på.
"Vi er rigtig glade for, at butiksejerne er blevet mere trygge, og at de oplever et meget synligt politi. Vi patruljerer meget i området, og det har vi tænkt os at blive ved med," fastslår politiinspektør René Raffo.