Ny rektor på Erhvervsakademi Aarhus

Anne Storm Rasmussen vil som ny rektor for Aarhus’ tredje største uddannelsesinstitution styrke studerendes personlige kompetencer

Artiklens øverste billede
Erhvervsakademi Aarhus’ nye rektor, 56-årige Anne Storm Rasmussen, har fokus på både faglige og personlige kompetencer og på at være to skridt foran, når det gælder fremtidens arbejdsmarked. Foto: Maria Evald.

uddannelse Erhvervsakademi Aarhus' nye rektor, Anne Storm Rasmussen, havde mandag første arbejdsdag, og hun glæder sig til at drive en allerede veldrevet institution videre.

"Det er en meget værdifuld og samfundsnyttig opgave, at arbejde for at udvikle unge og voksne menneskers kompetencer og faglighed. Derfor er det med stor glæde, at jeg kaster mig ud i opgaven," siger hun ifølge en pressemeddelelse.

Anne Storm Rasmussen kommer til at stå i spidsen for et af et af landets største erhvervsakademier med 10.000 studerende, 400 ansatte, 28 videregående uddannelser – og Jyllands største udbud af efteruddannelser målrettet det private arbejdsmarked.

Store sko at fylde ud

56-årige Anne Storm Rasmussen har siden 2014 været uddannelsesdirektør på erhvervsakademiet. Ligesom hun ikke er sen til at rose erhvervsakademiets ansatte, holder hun heller ikke igen med roserne til tidligere rektor Christian Mathiasen, som hun overtager stafetten efter.

"Akademiet har under hans ledelse gennemgået en imponerende udvikling med uafbrudt vækst og flotte resultater på alle parametre. Det er et privilegium at få lov til at stå i spidsen for en så velfungerende institution med dygtige ansatte og studerende."

Lige nu er næsten al undervisning omlagt til online pga. corona-pandemien. Anne Storm Rasmussen ser frem til at vende tilbage til en hverdag, hvor den fysiske undervisning kan genoptages.

"Vores undervisere skal være tæt på den enkelte, fokusere på det hele menneske og give feedback både fagligt og personligt. At de studerende arbejder med sig selv og deres personlige udvikling er også med til at understøtte trivslen," siger hun og tilføjer.

"En del unge trives ikke lige nu – og vi skal tilbage til, at unge kan mødes og at vi og de ser hinanden i øjnene. Digitalisering i og af undervisning sker bedst som et aktivt tilvalg, som vi – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget – nu har bedre forudsætninger for at træffe."

Anne Storm Rasmussen er uddannet cand.mag. i fransk og virksomhedsøkonomi fra Aarhus Universitet. Inden hun kom til Erhvervsakademi Aarhus som uddannelsesdirektør i 2014, var hun områdechef hos VIA University College. Hun har også flere bestyrelsesposter, blandt andet hos Aarhus Statsgymnasium, Studenterhus Aarhus og en VL-gruppe i Dansk Selskab for Virksomhedsledelse.

Anne Storm Rasmussen er bosiddende på Frederiksbjerg i Aarhus sammen med sin mand. Hun har fire voksne børn, som alle er i gang med uddannelser.

mj

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen