Overdækning af Banegraven er lagt i graven

Et projekt med overdækning af Banegraven kan risikere at forsinke elektrificeringen af togene mellem Aarhus og Aalborg, og derfor er et flertal i Folketinget enige om at droppe projektet, oplyser transportminister Benny Engelbrecht

Artiklens øverste billede
Banegraven i Aarhus.

Det storstilede byudviklingsprojekt med overdækning af Banegraven i Aarhus C bliver ikke til noget alligevel.

Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse:

Gennemførelsen af overdækningsprojektet introducerer en række markante risici i forhold til gennemførelsen af Banedanmarks projekter, der i sidste ende kan betyde, at der ikke kan indsættes el-tog til Aarhus og Aalborg som planlagt ultimo 2026.

På den baggrund er partierne blevet enige om, at der skal være fuld fokus på at nå indsættelsen af DSB’s kommende el-tog til Aarhus og Aalborg ultimo 2026, hvorfor det mulige overdækningsprojekt af banegraven i Aarhus ikke skal gennemføres samtidigt.

Der er samtidig enighed om, at Banedanmark skal fortsætte med helhedsløsningen for selve jernbaneprojekterne, hvorfor Banedanmark inkluderer projekterne om længere perroner, øget kapacitet og et nyt spor 8 i den videre projektering.

"Vi er blevet enige om, at der er for store og for mange risici forbundet med at gennemføre overdækningsprojektet samtidig med baneprojekterne. Overdækningen af banegraven i Aarhus er et utroligt spændende og visionært projekt, så det er derfor ikke en let beslutning, men der er bred enighed om, at første prioritet er at sikre el-tog til Aarhus og Aalborg, og vi vil derfor ikke risikere en forsinkelse på grund af overdækningsprojektet," siger transportminister Benny Engelbrecht.

I Aarhus er reaktionen, at der ikke skal arbejdes yderligere med projektet:

Det er den klare konklusion fra borgmester Jacob Bundsgaard (S) og rådmand Bünyamin Simsek (V), efter Folketinget har konkluderet, at det er for risikabelt og omgærdet af for meget usikkerhed at udbygge Aarhus H og elektrificere banen på samme tid, som man bygger et dæk med en helt ny bydel over banerne.

"Idéen om at lave en overdækning var god, men kompleksiteten, snitfladerne og de deraf afledte økonomiske risici er blevet for store til at kunne løses tilfredsstillende inden for projektets meget faste tidsmæssige rammer," siger Jacob Bundsgaard.

Rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek er ærgerlig over, at Banegravsprojektet er løbet tør for tid.

"Jeg har respekt for, at både Banedanmark og Folketinget konkluderer, at der ikke er tid til at overkomme de mange usikkerheder, der er ved projektet. Jeg synes, at det er ærgerligt, for der var mange styrker ved at bygge ny bydel så tæt på Aarhus H. Vi må bare erkende, at tiden ikke tillader yderligere arbejde med det," siger Bünyamin Simsek.

SF-rådmand Thomas Medom glæder sig over beslutningen:

"Forsøget på at etablere en betonjungle henover Banegraven har fra starten er været en både dyr og dårlig løsning. Der var lagt op til alt for tæt og højt byggeri, der ville betyde enormt meget ekstra forurening og trafik i Aarhus Midtby og derfor er det glædeligt at hele grundlaget for at overdække Banegraven nu er væk," siger Thomas Medom i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Det kommer ikke som nogen overraskelse, at overdækningen af Banegraven ikke er teknisk mulig. Vi har fra starten advaret mod at planerne virkede urealistiske og vi har også været yderst kritiske overfor et projekt, hvor man ikke tager hensyn til byens fortid eller fremtid, både hvad angår arkitektur, infrastruktur og miljø."

Aarhus Kommune har indgået i et konsortium om byudviklingen over Banegraven sammen med PensionDanmark, DSB Ejendomme og MT Højgaard. Konsortiet har arbejdet med en ny bilfri, bæredygtig bydel for kontorer, butikker, boliger, caféer og hotel samt nye gang- og cykelforbindelser, der skulle binde den nye bydel sammen med de eksisterende bykvarterer mellem Bruuns Bro og Frederiks Bro. Det er det arbejde, der nu bliver indstillet.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen