"Der er forsvundet fem meter jord"
Borgere ved stranden i Skæring undrer sig over, hvorfor Aarhus Kommune afskaffede kystsikring på offentlig strand
Erosion I Skæring Strand er beboere både forundret og bekymret. En række store kampesten, der i mange år har beskyttet den offentlige strand mod erosion for enden af Grønspættevej, blev i maj 2020 fjernet af Aarhus Kommune.
Siden kystsikringen blev fjernet, har vandet spist af jorden, fortæller en lokal borger. Vedkommende ønsker at optræde anonymt for at undgå eventuelle nabostridigheder.
"Pludselig havde kommunen sendt en medarbejder herud, som fjernede alle stenene. Beboerne hernede kunne ikke forstå, hvad der foregik, og de ringede ind til kommunen. Kommunen fortalte, at der var kommet en klage. Siden i sommer er der forsvundet fem meter jord," siger Skæring-borgeren.
Ingen tilladelse
Line Broen fra Teknik og Miljø bekræfter, at en grundejer, der er nabo til den offentlige strand, havde kontaktet kommunen for at fjerne de store sten fra den offentlige strand.
"Stenene blev fjernet, fordi en grundejer oplevede, at de medførte skade på deres ejendom. Det er sådan set rigtigt nok. Hvis man fastholder stranden et sted, så rykker den tilbage et andet sted. Det synes vi, at vi som kommune ikke kunne sidde overhørigt," siger hun.
Mens Line Broen var ved at undersøge sagens omfang, fandt hun ud af, at stenene muligvis ikke skulle have været der i første omgang.
"Jeg var ved at undersøge, da vi fjernede stenene, om der lå en tilladelse til kystbeskyttelsen i første omgang, og det gjorde der ikke. Så også af den grund, var det måske meget fint, at man som kommune går forrest," forklarer hun.
Vil have høfder
På Grønspættevej er ønsket nu, at man kan få stenene tilbage og lave en anderledes kystsikring end tidligere, hvor stenene lå parallelt med stranden.
"Borgerne hernede vil gerne overbevise kommunen om at få de her sten igen og få dem lagt ud som høfder," siger Skæring-borgeren, der dog også er klar over, at muligheden er forsvindende lille.
"Vi er klar til selv at betale det. Men det bliver næsten nødvendigt med en form for selvtægt, fordi man ikke kan få det ført igennem."
Kæmper forgæves
Hos Teknik og Miljø har Line Broen en klar besked til borgerne, om at det vil være forgæves, hvis de fortsat kæmper for at få lavet kystbeskyttelse ved den offentlige strand.
"Kommunen lægger ikke høfder ud, fordi vi ikke har værdier, der skal beskyttes der i form af bygninger eller installationer. Det er også helt i overenstemmelse med kystbeskyttelsesloven fra 1988. Da blev det vedtaget, at man skal beskytte væsentlige værdier og lade naturen udfolde sig frit, hvor det er muligt," siger hun.
At der er forsvundet så meget jord har været forventet, da Aarhus Kommune fjernede stenene.
"Udviklingen i Skæring Strand er helt forventeligt, fordi stranden har været holdt kunstigt fremme i mange år. Og når man så pludselig fjerner stenene, så hopper den tilbage til den ligevægt, den egentlig vil have," siger Line Broen.
Har ikke hjulpet
Hos Skæring-borgeren er der dels en forståelse for, at der har været en klage, men også en ærgrelse for, hvordan tingene er forløbet.
"Det er klart, at de har mistet noget af deres jord, når de ikke er beskyttet af en høfde. Deres påstand har så været, at de har mistet en del af deres jord på grund af de sten, der har været. Men de bliver stadig ved med at miste jord, efter kommunen har fjernet stenene."