Udviklingsprojekt skal styrke kulturinstitutioner
Udadtil er der stille på landets kulturinstitutioner, men på 17 af dem er der travlhed indenfor
kultur 17 kulturinstitutioner landet over, heriblandt Fregatten Jylland, er udvalgt til at finde nye måder at møde gæsterne på, når landet igen åbner, og krav om tryghed og sikkerhed står øverst på dagsordenen: Hvordan kan vi ved hjælp af digitale værktøjer skabe en god og tryg velkomst for vores gæster, og hvordan kan vi skabe nærværende publikumsoplevelser trods afstand og restriktioner?
100.000 til løsninger
Det er nogle af de udfordringer, som blandt andre Fregatten Jylland og 16 andre kulturinstitutioner står over for under Covid-19, og som et nyt udviklingsprojekt skal finde løsninger på. Det gennemføres i et samarbejde mellem VisitAarhus, Destination Nord, Destination Fyn og Wonderful Copenhagen.
Kulturinstitutionerne har hver fået 100.000 kroner til at udvikle og teste ideer, der kan få gang i omsætningen og imødekomme gæsternes nye behov i kølvandet af corona-krisen.
”Kulturinstitutionerne er under et enormt pres. De har under COVID-19 kæmpet for at finde nye måder at skabe trygge og sikre rammer for deres gæster samtidig med, at de har knoklet for at skabe indtjening imellem nedlukningerne. Kulturen er en af de væsentligste grunde til, at vi kan tiltrække gæster til storbyen. Over halvdelen af byernes gæster kommer på grund af kulturlivet. Så jeg er glad for, at vi med dette initiativ kan støtte vores kulturinstitutioner med nye løsninger, som kan styrke deres forretning i en svær tid og sætte kulturen i centrum for en kickstart af storbyturismen i Danmark,” siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus.
'Kickstart Kulturturismen'
Udviklingsprojekterne på de 17 kulturinstitutioner landet over er en del af det landsdækkende initiativ ’Kickstart Kulturturismen’, der skal sætte ekstra fokus på storbyernes kulturoplevelser.
I de kommende måneder får de deltagende kulturinstitutioner værktøjer, viden og inspiration til at udvikle konkrete ideer til løsninger. Når ideerne er gennemarbejdede, skal der udvikles et konkret nyt forretningsinitiativ på hver enkelt kulturinstitution, som skal lanceres og testes på gæster over foråret og sommeren.
Hele forløbet bliver afsluttet i september 2021, hvorefter det kommer hele kultur- og turismeerhvervet til gode i form af værktøjer og cases.
-ab