Papirklipper går forrest i Skraldebanden
Bente Rytler plejer at klippe smukke papirklip - nu er hun også blevet aktivt medlem af 'Skraldebanden'
natur "Jeg begriber ikke, at folk kan få sig selv til det. Hvordan kan man bare rulle bilvinduet ned og smide sit skidt ud ad vinduet. Jeg bliver faktisk voldsomt ked af det."
Bente Rytler, Ebeltoft, der også er kendt for at klippe smukke papirklip, er blevet opmærksom på, hvor meget affald og skidt, der bliver smidt i naturen. Da avisen talte med hende havde hun tre gange gået en runde og samlet skrald op i en affaldspose. Den tredje gang gik hendes nabo Ole Espersen med, og det blev igen til et par godt fyldte affaldsposer.
"Jeg er forbavset over, hvad man kan finde," siger han.
Alt muligt forskelligt
På en tur på stranden ud for netto i Ebeltoft og tilbage på modsatte side langs Parkhotellet blev sækkene fyldt med ting som cigaretskod, ølslasker og øldåser, plastichandsker, plasticposer, gammelt pap, gammelt jern, snavsede take away-madposer, solbriller, glasskår, urtepotter etc. Der var desuden masser af mundbind og plastichandsker.
"Og hundelorte i pasticposer, endda med knude på," fortæller Bente Rytler og Ole Espersen med en hovedrysten.
"Det ville da næsten være bedre for naturen, at man ikke samlede den op i en pose, hvis man alligevel bare smider den på jorden bagefter," tilføjer de.
Skraldebande
Efterfølgende har Bente Rytler lagt opslag på Facebook med beretning af turene og billeder af skraldebunken. Det har affødt en lang række reaktioner, de fleste med opbakning til skraldindsamlingen. Til Bente Rytlers undren har der også været negative kommentarer imellem.
De fleste var positive, og flere tilkendegav, at de gerne vil med næste gang. Bente Rytler og Ole Espersen vil nu prøve at samle andre til at gå med i 'Skraldebanden', som de kalder sig. Alle er velkommen.
Bente Rytler og Ole Espersen er enige om, at de ikke vil gå i dårligt vejr, så der bliver ikke fastlagt bestemte datoer og tider. Systemet hviler i al sin enkelhed på, at Bente Rytler ringer rundt, når Skraldebanden drager ud.
'Nærlæste grøftekanter'
Bente Rytler er som nævnt papirklipper, og bruger mange timer indendørs med at fremstille sine smukke værker. Derfor tager hun hyppigt en god lang cykeltur for at få frisk luft. En tur til Krakær i slutningen af januar blev startskuddet til 'Skraldebanden'. Undervejs punkterede hendes bagdæk, og hun måtte trække hjem.
"Så jeg fik god tid til at nærlæse grøftekanterne. Og sikke en masse affald."
Hun begyndte at samle, men måtte erkende at den pose hun havde med, var alt for lille. Derfor tog hun ud igen dagen efter med en stor sæk, som også blev fyldt. Tredje gang var det så, at hun spurgte Ole Espersen, om han havde lyst til at tage med.
"Det er hyggeligt at gå to."
Så hvis flere vil med, er der stadig ledige pladser i 'Skraldebanden', siger Bente Rytler.
"Vi bliver ikke arbejdsløse foreløbig, desværre."